Grundfos Hallen kan deles i tre

Af Jens Walther, 11. oktober 2021

Eventhal med stor fleksibilitet

17.000 ansatte på verdensplan og omkring 4500 ansatte på hovedsædet i Bjerringbro; Grundfos er en gigant i dansk industri. Og en gigant skal have sin helt egen eventhal, og det har de så sandelig fået hos Grundfos. En avanceret hal, hvor der virkelig er tænkt over tingene.

Tusinde kvadratmeter, 42 meter lang, 24 meter bred og 7 meter høj, så det er en stor hal, du træder ind i hos Grundfos. Hallen er beklædt på tre sider med egetræslister, som dels giver et flot æstetisk udtryk, og som også betyder, at der er tænkt på akustikken. Den sidste væg er et stort glasparti, som vender mod vest og giver et naturligt lysindfald i hallen. Grundfos eventhal kan umiddelbart minde om en stor, tom udlejnings black box, og det har i og for sig også været grundtanken bag eventhallen. Æstetik og fleksibilitet er nøgleordene. 

Behov og funktion

Den nye eventhal er i høj grad et barn af AV senior tekniker på Grundfos, Nicolai Fogt. I 2017 plantede han ideen hos daværende CEO, Mads Nipper, og fik hurtigt lov til at gå videre med projektering. Medarbejderklubben på Grundfos har deres egen hobby- og sportshal, og de sidste mange år er den blevet booket til lidt for mange forretningsrelaterede events, så den oprindelige funktion blev udfordret. Den nye eventhal vil i fremtiden blive brugt til udstillinger, produktpræsentationer, medarbejdermøder og sammenkomster, koncerter, teater osv.

 

Læs ProAV Magasinet September 2021 her

 

Nicolai brugte den første tid i 2017 til at udtænke og definere, hvilke principper, der skulle hæftes på eventhallen. Fire grundprincipper blev kardinalpunkterne: Fleksibilitet, æstetik, brugervenlighed og ”less is more” (brug pengene optimalt!). Kristian Glahn har siden 2019 været sparringspartner på projektet, da COWI blev tilknyttet som AV-rådgiver. Det er netop Nicolai Fogt og Kristian Glahn, som ProAV Magasinet møder i Bjerringbro.

Strategi og kabel-infrastruktur

Nicolai og Kristian har lagt en stram og gennemtænkt plan for AV-løsningen. Infrastruktur og kabelføring blev lavet som første prioritet og udbudt separat sammen med hovedprojektet under el-entreprisen. 

Kristian fortæller: ”Der er etableret SDI kabling til 4K/12G, på lydsiden ligger der 110 ohms kabel, som både kan bruges digitalt og analogt og rent faktisk også til DMX. Men der ligger også særskilt 120 ohms DMX-kabling, både til truss og til de underkrydsfelter, der sidder tre af i hver langside af hallen. Så er der fiberkabling, specifikt til AV-delen. Og så er der selvfølgelig Cat kabling, som både kan bruges til netværk, HDBaseT og Dante, der er brugt intensivt på hele lyddelen. I tillæg til den faste kabling ligger der et 160 mm tomrørs system skjult i gulvet, på langs og på tværs i hallen mellem underkrydsfelterne. Både de langsgående og tværgående tomrør har også fat i de 13 kabelbrønde, der er lavet i eventhallen. I alle disse tomrør ligger der træktråde. Tomrørssystemet er til alt det, som vi har ”glemt”; og til det udstyr, som kommer til under mere specielle events, koncerter og lignende”.

I denne tidlige proces blev der også udtænkt en række grundscenarier for, hvordan salen kan udnyttes. Ud fra disse blev der taget mange væsentlige beslutninger, sceneplaceringer, placering af de 70 flyvepunkter i loftet og deling af eventhallen i tre mindre sale vha. foldevægge, så salen også kan fungere som tre større, avancerede mødesale, eller lagt sammen i forskellige salskonfigurationer.

Da kabelføring og infrastruktur var på plads, blev der lavet et AV funktionsudbud, hvor det blev specificeret, hvad salen skal kunne og de vigtigste performance specifikationer; men uden at der blev sat specifikt udstyr på alt. Dette funktionsudbud blev derefter sendt ud til en håndfuld AV-installatører, som derefter er kommet med deres bud på et design med udstyr. Ingen af installatørerne vidste på forhånd, hvilket budget der var på installationen.

 

Læs ProAV Magasinet September 2021 her

 

Kristian fortæller: ”Metoden betyder, at vi på den måde får nogle ret forskellige input. De enkelte AV-huse får mulighed for at byde ind med ideer, og det bliver også mere frit og inspirerende for dem…og for os. Efter udbuddet er vundet lægger vi en 10 måneders detaildesignperiode, hvor der er en givtig proces mellem, i det her tilfælde, AV CENTER Vest, COWI som rådgiver og Grundfos som kunde.” 

Nicolai supplerer: ”Det betyder, at AV-installatøren også får noget ejerskab over design. I denne proces får den valgte AV-installatør også budgettet at vide, således at vi har det samme økonomiske mål at sigte efter. Derved går vi samlet ind i en proces omkring, hvad der er vigtigt for brugerne og hvor der kan prioriteres på valg af udstyr.”

Lyd

Det valgte PA-system er d&b AL90 højttalere i A-serien, og her er indkøbt 18 kasser. Den typiske konfiguration er tre højttalere i hver cluster, hvor der i alt hænger seks af ned gennem salen, igen så salen kan deles i tre med et L/R system i hver afdeling. Til systemet er der indkøbt to V-Serie Subs, og alt bliver drevet af fire stk. d&b 30D installationsforstærkere. Symetrix Prism DSP med indbygget mikrofonforstærkere og Dante håndtering styrer lyden, og hvis der skal afvikles større arrangementer, så er eventhallen også udstyret med en Yamaha QL1 digitalmixer. 10 trådløse mikrofoner i Sennheisers 6000-serie bruges til bl.a. taleforstærkning.

Billede

Til billedafvikling er den centrale enhed en Analog Way Aquilon C+, og det er lidt af et bæst.

Bæstet er konfigureret med 24 input og 16 output. Der findes kun to af disse Analog Way Aquilon i Danmark. Enheden kan generere så stort et billedfelt, at det fylder hele langsiden på 42 meter. Aquilon er ikke kun en billedmatrix, men også en billedmixer og en processeringsenhed, så den kan bruges yderst kreativt. Den føder bl.a. de tre 16.000 lumens laserprojektorer fra Panasonic, som ikke er fast monteret, men kan flyttes rundt i salen sammen med de tre store Stumpfl rammelærreder med billedmål på 610 x 343 cm. 

Billedafvikling er suppleret med seks professionelle Panasonic PTZ-kameraer, hvoraf 4 AW-HE150 er fastmonteret i kameranicher på den ene langside, mens de to sidste, AW-UE100 kan flyttes rundt efter behov. Til styring af kameraer er der en Panasonic AW-RP150 kamerakontrol. Kameraerne er både til produktion til lærrederne ved interne møder samt som feed til streaming ved online og hybridmøder/events. 

Lys, kraner og brugervenlighed

Truss til lys, PA, projektorer og lærreder er monteret under 42 stk. EXE 250 Kg D8+ motorkraner, som styres via 3 Digital Hoist remote kontrol fra Kinesys. Alt udstyr i loftet kan således køres ned til gulvet, justeres og køres op igen. 

Lyset i eventhallen er DMX styret. De 56 LED grundarmaturer har alle indbyggede RGBH drivere, hvorfor der er fuld farvekontrol pr. armatur. Scenelyset er LED baseret med 18 faste fresnell og 9 profilspots fra Hyperion. Til fuld lyskontrol er der en Avolites Titan Quartz lyspult med 4 DMX universer. 

 

Læs ProAV Magasinet September 2021 her

 

3 fast installerede og 3 mobile Touchpaneler fra Crestron styrer hele AV-installationen via en Crestron PRO 3 Controller, og her er lavet programmering og preset, så det er muligt selv for ikke-teknisk personale at tilslutte computere, tænde lyd, mikrofoner og projektorer og afvikle simple events. 

På grund af pandemi situationen er Grundfos Eventhal endnu ikke taget officielt i brug, og Nicolai forventer, at de første events i hallen sker efter sommerferien. Grundfos i Bjerringbro har fået en eventhal, som er mulighedernes hal. Den sætter barren højt og er imponerende flot og gennemtænkt. 

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - September 2021

ProAV Digital

Forside 8AV21

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • ProAV Expo 
  • Podcastlyd
  • Canon XF605
  • ASUS Display
  • ProAV Award

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her