Af JOS Svendsen, 6. december 2016

En succes for alle...

Der var 108 udstillere, flere end 3.000 gæster og en rigtig positiv stemning på MonitorExpo 2016. Skandinaviens største og bredeste udvalg af udstillere, et gennemført konferenceprogram og massevis af spændende keynotes skabte successen for de mange besøgende.

Et af de vigtigste kriterier for MonitorExpo er at skabe en samlet oplevelse, der lever op til Monitors vision om at skabe en bedre AV-branche gennem information og viden. Forberedelserne til dette års Monitor-Expo startede umiddelbart efter MonitorExpo 2014, hvor al feedback blev gennemgået og vendt på talrige møder.

Vi ser nemlig konference, keynotes og selve udstillingen som sider af samme oplevelse. I 2016 er det nemlig ikke nok at sætte noget teknik op på et bord, og derefter vente på at gæsterne af sig selv kommer strømmende. Der skal sans for nytteværdi til og evne til at kunne overbevise om, at teknologien eller servicen virkelig kan bidrage både med det ønskede og dermed gøre lys, lyd og billede til forretningsmæssige faktorer i vores travle dagligdag.

Viden på den rigtige måde

Det var tankerne bag både konference-, keynote- og award-delen. Det er fantastisk så godt, Monitor Awards blev modtaget. Specielt efter at de blev uddelt. Ikke alene var vinderne naturligvis med til at sprede de gode vibrationer, men også alle de i branchen, der ikke lige blev belønnet ved Monitor Award kom til os og roste initiativet. Måske er det derfor, at de første stande til MonitorExpo 2018 allerede er reserveret. Med al den positive opmærksomhed er Awards noget, vi fortsætter med. Og det bliver større og flottere næste gang, hvor vi satser på tilstedeværelsen af både øl og husbandet The Monitors. Vi tror nemlig på, at belønning af de gode initiativer gør, at der kommer flere af dem.

Og så var der keynote-programmet. Her skruede vi lidt ned for superstjernerne og gik efter flere af stjernerne. Vi ønskede simpelthen at komme bredere ud, ramme flere af de hotte emner og igen holde kompasnålen rettet mod nytteværdi. Vores ønske er, at alle, der har været til en af de mange velbesøgte keynotes, fik noget med hjem. Det kunne være noget praktisk, noget inspirerende eller en grobund for at gøre noget anderledes og smartere. Vi kan se, at vi også lykkedes her. Når tilskuerne til en keynote bliver hængende og vil snakke, er det perfekt. Også paneldebatterne var aktive sessioner med kommenterende og spørgelystne tilskuere.

Vi er rigtig glade for den respons, der er kommet her. Det har taget os rigtig lang tid at få keynote- og konferenceprogrammet sat op. Dels har vi været fokuseret på, at indholdet er rigtigt, men vi har også ledt efter personer, som har været i stand til at formidle indholdet på den helt rigtige måde.

Tak til branchen for at have lyttet til os her og al deres hjælp med at finde de helt rigtige personer til både keynotes og seminarprogrammet. Begge dele er rigtig vigtige for at kunne give de besøgende en total vidensoplevelse.

Lyden af aktivtitet og glade gæster

Og det oplevede vi, at gæsterne fik. Vi kunne i alle tilfælde se gæster, der flyttede sig fra keynote til keynote. Vi fik kommentarer som – ”Det er de bedste 60 minutter, jeg har brugt i lang tid. Hold da op, hvor den mand ved meget!” Det er sådanne kommentarer, der gør, at vi mere eller mindre allerede er i gang med planlægningen af MonitorExpo 2018.

Men lige vores fokus på at løfte vidensniveauet var absolut ikke det eneste på Expo. Der var talrige udstillere, der havde velbesøgte seminarer på dette event. Det er klart, at branchen er ved at omstille sig fra teknikvisning til fokus på løsninger.

Men bredden hos udstillerne var fantastisk. Der var alt fra bemandede droner, også kaldet en helikopter, over gigantiske OB-vogne til de mindste audiostik. Og der var gæster, der ville se dem alle. Bredden gjaldt alle områder. Der var præsentationsløsninger fra globale cloud-baserede systemer, som kunne integrere brugere overalt, til små projektorer der kan tages med overalt. Samme tendens med den helt store spændvidde i produkter var at finde på lyd og lys. Og det var godt tænkt af de forskellige udstillere.

De dialoger, vi overhørte, signalerede klart, at der var seriøse gæster med interesse i begge ender af spektret.

Én ting, vi bemærkede, var tendenserne til automatisering. Muligheden for at gøre mere med mindre indsats. Workflow var et andet område med overtoner af effektivisering, der var i fokus. Det at gøre noget nemmere eller hurtigere var helt klart et fokusområde her. På kamerasiden var der fokus på integreret workflow i den lille skala, og remote kameraer, idet de store nyheder her allerede var vist på IBC.

Det var interessant at se de forskellige udstillere med fokus på business video og den forretningsmæssige udnyttelse af AV. Vi så nogle rigtig spændende bud på brugen af AV til forretningsbrug, hvor det igen var integration og interaktion, der var fokuspunkter her. Interessant at der nu er kommet selvdokumenterende mødesystemer, der gør mødereferaterne mindre nødvendige. Og det er jo nok en udvikling, som vi alle er glade for.

En ting, vi bemærkede fra starten af, var lyden på udstillingen. Der er en helt speciel lyd på et glad og aktivt event, hvor der bliver talt, diskuteret, præsenteret og grinet. Og den lyd var specielt tydelig på dette års event.

Vi havde kommentarer som ”Åhh der var så travlt, at jeg ikke har haft tid til at drikke bare en kop kaffe” eller ”Hold da op, der er nogle seriøse besøgende, de vil snakke hele tiden.” Og besøgende der kommenterede – ” De to timer, jeg har brugt her, har sparet mig for en dags hængen i telefonen for at fange folk, der kunne hjælpe os med en løsning.”

Tak til alle

Vi er glade over så mange dialoger, som er startet på Monitor-Expo. Vi ved, at vi gør en forskel i en branche, der ikke alene bliver større, men også bliver mere aktiv.  Det giver os et kick, når vi kan høre den positive buzz fra MonitorExpo.

Og det giver os kun endnu større lyst til at lave et endnu bedre og større event næste gang. Lige nu er vi i gang med gennemgå al feedback’en fra udstillere, talere og gæster, sådan at vi kan toptune MonitorExpo 2018. Tak for denne gang – vi ses i 2018.

Artiklen blev bragt i Monitor December 2016.

ProAV Digital

Forside8 20 www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Hybridkamera

  • Kvinder i branchen

  • Damhuskroen

  • Merging Anubis

  • Lyd til streaming

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her