Nicolai Brix 418

Af Carsten Legaard, 1. juni 2018

En god kollega: Nicolai Brix

Det er næsten for oplagt at skildre video- og tv-fotograf Nicolai Brix som branchens grimme ælling, der blev til en smuk svane. Så det gør vi ikke. Men den personlige timeline har godt nok slået nogle store sving for video- og tv-fotografen, der i marts i år var dommer i Årets Pressefoto og i april stod som underviser på NPPAs News Video Workshop.

Mød Nicolai Brix på ProAV Expo 2018 - se mere her

Da Nicolai Brix som 17-årig gik ud af Holbæk Private Realskole, havde han allerede tjent sine første lommepenge på at levere fotos af biluheld til den lokale avis. Men den ønskede læreplads som fotograf kunne han ikke finde.

I stedet kom han i lære som skovarbejder med speciale i naturformidling. Derefter indskrev han sig for egen opsparing på den private Visual School of Art i New York.

Efter hjemkomsten blev han kaldt ind som værnepligtig og udtaget til sergent. Og så gik der nok et par år med at løbe mulige kunder på dørene.

I 2004 sælger han sit første fotografi til Ekstra Bladet, men pengene, der holder den lille familie kørende, tjener han ved alt muligt andet erhvervsarbejde. Det ene foto til EB bliver dog hurtigt til flere, og snart er Nicolai fast freelancer og fotojournalist, og han er med på holdet, da EB i 2006-07 begynder at eksperimentere med videoreportage. Samtidig er Nicolai så småt ved at få opbygget en fast kundekreds i sin egen virksomhed, B-Visuals.

Mens han uddanner sig til naturformidler, fotograferer han stadig vildt meget og leverer natur- og dyrebilleder til blandt andre Biopix.

Webtv-fotograf

Med Nicolais egne ord: ”Jeg gik og troede, at jeg skulle være fotojournalist og levere stillbilleder til min dødsdag, men så begyndte EB med web-tv. I starten syntes jeg, det var et onde, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var fedt at kunne fortælle historier.”

”Vi kunne gøre, hvad vi ville. Bare aviserne fik levende billeder, var de glade. Sådan er det stadig i dag, kan man se, når man kigger rundt!”

Den sidste bemærkning bliver leveret med et skævt smil.

“I den periode fik jeg penge for at udvikle mig. Når jeg mødte tv-fotografer ved pressemøder, foran retten eller på fodboldstadion, spurgte jeg dem altid: Hvorfor gør du sådan, hvordan gør du det osv.”

“Den bedste læring ligger i at producere hele tiden. Når der ikke var opgaver, lavede jeg noget selv. Og så kunne man nogle gange være heldig at sælge det bagefter, men jeg har også lavet meget bare for at lære.”

”Det store break var nok, at jeg var hurtig til at hoppe på droner. Dér fik jeg lidt en stemme på tv-stationerne. Så begyndte jeg at snakke med dem om andet arbejde også. Så begynder man at få et netværk, og så ruller det.”

”Mange af mine gamle still-kunder opdagede, at jeg lavede video, og så begyndte de stille og roligt at efterspørge det. Jeg har dog aldrig lavet deciderede reklamefilm. Det har altid været små journalistiske fortællinger.”

Underviser

Nicolai fortæller, at han altid været dårlig til at gå i skole. Han var ordblind som ung, men har selv kæmpet sig ud af det og kan i dag fortælle både med ord og billeder.

“Og så underviser jeg. Det er vigtigt for min virksomhed. Det kan jeg takke specialet om naturformidling for. Jeg gik hver sommer fra april til oktober som naturformidler fuld tid på naturskolen dér. 100 ture om året. Med op til 100 deltagere. Så får man øvet sig.”

“Som soldat blev jeg taget som sergent og fik voksenpædagogisk grundkursus. Det, man i bund og grund laver som sergent, er at undervise. Og det har jeg altid syntes var skidesjovt.”

De senere år har Nicolai undervist højskoleelever i video og foto.

”Det at undervise sætter min faglighed i spil. Det gør mig stærkere i produktion, fordi jeg skal tænke over, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det. Inden for den næste måned skal jeg til Norge og USA for at undervise. Det er da ret fedt at rejse rundt i Europa og USA og undervise og opleve andre kulturer. Og så er det et godt økonomisk tilskud til butikken. Jeg er rimeligt populær lige nu og har masser at lave produktionsmæssigt, men det er altid godt at have flere ben i sin virksomhed.”

Canon-ambassadør

“Det har hjulpet meget, at Canon booker mig i hele Europa. Det er fedt at have sådan en samarbejdspartner. Jeg blev Canon-ambassadør den 3. november 2017, så det er ret nyt … jeg ser det lidt, som når en dansk spiller i superligaen bliver signet af Real Madrid.”

”Det ændrer jo ikke på, hvem jeg er eller hvad jeg laver. Det får mig ikke til at stoppe med at tvivle på mig selv. Man bliver også nervøs, for tænk nu, hvis man fucker op, så kan alle jo se det … Men man skal tage chancen og ikke fortryde noget.”

Hvordan ser du dig selv i dag?

”Jeg har altid boet i provinsen, og det har aldrig været et issue. Jeg har aldrig lagt mine kunder til last, at jeg bor i Odense, og jeg gider ikke blive sur over, at jeg skal til København, nogle gange fire dage på en uge. Det er jo dér Lufthavnen ligger.”

Rejsende

Nicolai rejser meget. Ikke kun med undervisning, også på opgaver.

”Verden er blevet mindre. Jeg har lige købt flybilletter til USA for 6.000 kroner. Det er jo ikke engang en dagløn. Så om min arbejdsplads hedder San Fransisco eller Berlin er ikke afgørende.”

”Hvis en opgave giver 10.000 kroner, og du skal bruge 10.000 kroner på at rejse, så har det en stor indvirkning på dit budget. Men er budgettet 100.000 og transporten 6.000, så mærker du det knapt nok.”

Hvad er du kendt for? 

Stædig og vedholdende

”At jeg selv i de mest håbløse situationer er ham, der nok skal sørge for at få optagelsen hjem. Jeg har stået på Grønlands indlandsis og filmet i minus 25 grader og storm og knækket en adapter. Dér gik min brændvidde ned fra 600 til 300 millimeter, men jeg fik det, jeg skulle bruge til opgaven. Det er det, kunderne betaler for.”

”Stædighed er en del af det, men jeg tror jeg har fået rigtig meget ud af at være soldat. Der lærer man at lave en plan B, en plan C, en plan D og en plan E og tænke alle scenarier igennem.”

”Når folk spørger, hvordan jeg har lært at lave manuel fokus, så er svaret: – Jeg har trænet. Jeg har haft et kamera med, når jeg stod og lavede mad. Jeg har stået og lært at fokusere på glas. At trække en fokus og pulle den.”

”Min familie er ved at gå amok, fordi jeg konstant tester alt muligt. F.eks. hvordan jeg kan sætte mikroport mikrofoner på familiens tøj.”

Rodehoved

”Virkeligheden er, at jeg er verdens største rodehoved. Men når jeg pakker, så er alt top-tjekket. Jeg er helt neurotisk. Og jeg ved, at hvis jeg ikke er neurotisk om det, så får jeg det ikke gjort. Jeg er nødt til at have sådan nogle systemer.”

”Jeg har altid to ens kabler med, for jeg ved, at det ene kan gå i stykker. Der kan gå ti år, før det sker, men det sker. Jeg har også altid en ekstra taske på mig, når jeg filmer, hvor jeg har mine objektiver og min lyd og ekstra batterier.”

”Ligger tasken ude i bilen, så får du ikke skiftet det objektiv til den gode brændvidde. Bare de ligger ti meter væk, får du ikke skiftet. Du skal have det på dig.”

Du blogger og deler viden i flere Facebook-grupper? 

Grundtvigianer

”Det er for mig en grundholdning. Jeg har været højskolelærer, og den grundtvigianske og koldske tilgang til livet er jo det, vi har bygget vores samfund på. Man gik sammen om at bygge et mejeri eller en mølle eller en brugsforening. Og det er det, jeg er rundet af.”

”Jeg tænker, at vi skal se hinanden som partnere. Jeg tror på vidensdeling. I min egen Facebook-gruppe er der ingen regler, men folk formår at holde en sober tone. Sikkert fordi det er så tydeligt, at videndeling gavner os alle.”

”Der er en talemåde om, at vi i vesten skal overleve på vores viden. Jeg tror ikke på det, for de er ikke dumme i Kina, Indien, Vietnam og Afrika. De er meget klogere, end vi regner med, og meget af den innovation, der foregår, sker derude. Bare se på DJI; det er et kinesisk firma. De har sgu købt Hasselblad!

Hvis vi ikke deler viden, så er vi færdige. Det er det vi skal. Punktum!

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Maj 2018

ProAV Digital

ProAV 7forside

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Podcast til folket
  • Hurtigere redigering
  • Profox
  • Kort & Dokumentar
  • Det brede filmlook

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her