Ekstrabladet videoredaktion

Foto: Emil Agerskov

Af Jens Walther, 9. marts 2021

Ekstra Bladet - en videoredaktion med fart på

Et af indsatsområderne for Ekstra Bladet er deres video- og lydindhold. Den del får ekstra fokus i disse tider, der ansættes nye folk, og hele teknikken bag dette bliver opdateret i forhold til, hvad mediehuset ønsker i indhold og udtryk.

I video- og lydafdelingen på Ekstra Bladet sidder 11 ansatte. De er en forholdsvis lille afdeling af mediehuset, og ProAV Magasinet har taget en snak med Emma Agergaard Svendsen, som er VJ, grafiker og producer på redaktionen. Netop hendes brede virkefelt er ret betegnende for de ansatte i afdelingen; de har en blæksprutte profil, hvor alle stort set kan producere, lave grafik, redigere og skyde optagelser i marken og i studiet. 

”Det giver stor fleksibilitet i afdelingen, men generelt går vi efter at lave indslag, som teknisk er nemme at gå til. Og så har folk selvfølgelig deres specialer; nogle er dygtige til at producere, og andre er dygtige til grafikken og sidder derfor og udvikler på den. I grunden kan vi alle udfylde de nødvendige funktioner på redaktionen på et fint niveau.”

 

Læs ProAV Magasinet Marts 2021 her

 

Der bliver arbejdet på Mac computere, og for ca. et år siden gik de væk fra Final Cut som platform for at arbejde på Adobe Premiere, væsentligt fordi det er nemmere for alle at arbejde med eksempelvis After Effects og definerede skabeloner bl.a. i forhold til grafik.

En igangværende proces

Den oprindelige idé omkring videoindholdet på Ekstra Bladet har ændret sig en del gennem årene og undergår i disse tider en ret stor transformation. Emma, som har været i mediehuset ca. et år, fortæller, at det er en igangværende proces.

”De store strukturelle ændringer for os peger mod at gå væk fra at tænke nyhedsdækning i broadcast TV-format og i stedet tænke i kortere formater, video og streaming. Vi kan ikke konkurrere med TV2 News eller DR i forhold til klassisk live nyhedsdækning, men vi kan konkurrere på de korte indslag og med det rigtige indhold i dem. Indhold, som passer til Ekstra Bladets profil. I fremtiden kommer vi ikke til at lave den klassiske live nyhedsdækning, men laver en anden type af udsendelser, hvor vi eksempelvis live kommenterer indslag fra Folketinget. Det er for at give et alternativ til den dækning, du kan få på TV kanalerne. Denne transformering på Ekstra Bladets video- og lydside er en proces, hvor vi hele tiden er i gang med at ændre tingene løbende. Hos os gælder det om at få prøvet nye tiltag af med det samme, i stedet for at sidde i lange møder og tænke tanker.”

De typiske indslag på Ekstra Bladet er optaget på en location eller med værter i studiet. Når indslag laves ude på location, så skydes video ofte af still fotograferne. De bruger det kamera, som de i forvejen arbejder med til stillbilleder. Det er typisk DSLR-kameraer, som også kan videofilme. 

Nyt udstyr

Ekstra Bladet har to studier i huset, hvor det ene har været lagt ned igennem det sidste år, fordi der har været en større renovering af bygningen. Begge studier er for en del år siden blevet udstyret ud fra en idé om live TV og har derfor robotstyrede PTZ kameraer. Et af ansvarsområderne for Emma er indkøb af ny teknik, og her har fokus været på at få et mere professionelt look på videoer samtidig med, at adgangen til teknikken bliver holdt på et plan, hvor det ikke kræver stor teknisk viden for at producere indslag af høj kvalitet.

 

VIDEO

 

”I øjeblikket arbejder vi på at få opdateret det studie, som vi lige har fået tilbage. Vi er startet med at købe nogle bedre kameraer - i dette tilfælde Sony A7SIII, som giver et langt mere professionelt look i forhold til PTZ-kameraerne. Vi har genbrugt det lysudstyr, der hænger i studierne, men lavet nye lysopsætninger og nye muligheder for at skifte farve på baggrund. På den måde kan vi bruge studiet til at lave de hurtige studieproduktioner i YouTube stil; vi har nogle faste, flotte lysindstillinger og gode kameravinkler, som ikke skal indstilles fra gang til gang. Det er netop det, der gør, at alle, også journalister, kan gå i studiet og optage videoer, som ser rigtig godt ud, men uden de store tekniske forudsætninger. Det er vores sigte med studiet, at teknikken ikke skal være mere besværlig, end hvad godt er. Det er selvfølgelig vigtigt for os, at der er en balance imellem, hvor hurtigt og nemt det kan gøres i forhold til det endelige udtryk. Vi er jo et professionelt mediehus, og det skal også komme til udtryk i den kvalitet, vi leverer.” 

Formater og grafik

Det endelige format, som bliver lagt op på sitet, er i 720p, og det er også optageformatet, når der videofilmes på location. Det handler om, at tingene skal gå hurtigt i et nyhedshus, og fotograferne uploader ofte, mens de er på location. Et højere format stiller større krav til upload hastighed, og den chance tages ikke på location. Når der arbejdes i studierne med de nye Sony kameraer, så skydes der i 4K. Det giver flere editeringsmuligheder, og der kan laves forskellig zoom på værterne vha. crop.

 

Læs ProAV Magasinet Marts 2021 her

 

Grafik som en integreret del at videoudtrykket er væsentlig for Ekstra Bladet, og bl.a. er det en gennemgående stil, at citater, understregninger og ”opråb” bliver sat ind med stor tekst, der fylder hele billedfeltet. Der udvikles løbende grafikelementer, som bliver lagt som skabeloner til fri afbenyttelse af alle på redaktionen. 

”Vi er tre ansatte, som sidder med grafikken, og vi opdaterer løbende og lægger nye grafikker ind i vores bibliotek; men vi kommer i og for sig ikke med store introduktioner omkring nye grafikker. Dem, der ligger i vores fællesmappe, må folk bruge, og de er designet således, at de i høj grad giver sig selv i deres funktionalitet. Videoredaktionen på Ekstra Bladet er konstant i en igangværende, fortløbende proces og udvikling.” 

ProAV Digital

Forside 3 21 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Sony FX3
  • Nyt firma
  • Intercom på teater
  • Eksercerhuset
  • Telepromptere
  • Demo/brugt udstyr

Læs alt lige HER

 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her