Lydteknikere studiet

Af Jens Walther, 3. marts 2017

Den vigtige frontend - i studiet

Når der skal optages lyd i studiet, så er der mange ting at tage hensyn til; Akustik, samplerate, konvertere, DAW, EQ og compressor. Men det vigtigste er uden tvivl den såkaldte frontend, dvs. den signalvej, der er, inden lyden bliver indspillet. Dvs. i de fleste tilfælde mikrofon, mikrofonforforstærker, og evt. lydbehandling inden optagelse, almindeligvis EQ og comp. Valget af den rigtige mikrofon er essentielt, ligesom samspillet mellem mikrofon og mikrofonforforstærker og gain indstillinger på mikrofonforforstærkeren. Alt sammen faktorer, som har stor betydning for kvaliteten på den optagelse, man får ind på sin DAW; og faktorer, som optagelsen lever med - på godt og ondt - igennem hele produktionsforløbet.

I tidligere artikler i Monitor Pro er fanen blevet holdt højt omkring denne vigtige frontend, især omkring valg af mikrofon. Men hvad bruges der ude i den virkelige verden, hvordan ser den hårdtarbejdende lydtekniker i studiet på denne frontend, og hvad er præferencerne. Monitor har konfronteret et par lydteknikere med spørgsmålet og fået følgende svar.

Lydtekniker Boe Larsen

Boe Larsen har lydstudiet MillFactory, som ligger i københavnske Nordvest. Det er et af de største studier i Danmark med gode indspilningsfaciliteter og velvalgt udstyr. Studiet blev bygget i slutfirserne som Werner Studio, men Boe har ombygget en del og på det seneste også installeret faciliteter, så studieindspilningerne kan videofilmes og streames live. Studiet kan også prale af en god instrumentsamling, bl.a. står der et vellydende Steinway D, et koncertflygel i den ypperste klasse.

Vi starter med at spørge ind til, hvad der er den foretrukne indspilnings frontend mht. vocal og speak.

Boe Larsen fortæller: ”I mange år har jeg stort set kun brugt en Brauner VM-1 mikrofon, som er topmodellen fra det tyske firma. Det er en rør kondensatormikrofon med variabel karakteristik. Det er for mig et meget sikkert valg; der er aldrig noget ballade med den i forhold til eksempelvis gamle vintage mikrofoner, hvor der jo tit er en skavank, man skal tage hensyn til. Brauner VM-1 leverer bare altid; den er meget nem at have med at gøre. Og den har være min foretrukne nu i 16 år, og som virker på 9 ud af 10 vokaler, både kvinde og mandestemmer.

Et af mine kardinalpunkter er at kende sit grej, og med hensyn til VM-1 så handler det bl.a. om at udnytte, at den har variabel karakteristik. Karakteristik er vigtig, når man har med vokaler at gøre; også hvor tæt vokalisten er på mikrofonen. Hvis du har en sanger i studiet, og vedkommende gerne vil have en tæt, intim og ”in your face” vokal, så går de helt tæt ind til mikrofonen, så popfilteret næsten rører. Og der lyder mikrofonen bare ikke specielt godt. Det gælder for VM-1, men stort set også for alle andre vokalmikrofoner. Jeg prøver at gennemtvinge en afstand på ca. 30 cm, fordi der lyder mikrofonen bedst, og der er styr på proximity effekten (bashævning ved tæt mikrofonafstand). Eller du kan skifte til omni karakteristik på mikrofonen og derved tillade en lidt mindre afstand uden proximity effekten. Hvis man har en mikrofon med variabel karakteristik, så er det med at udnytte dette og få erfaring i, hvordan mikrofonen
reagerer på de forskellige karakteristikker.

Den typiske videre signalvej, når jeg laver vokal, er at bruge en Vintech X73, som er en komponent til komponent kopi af en Neve 1073. Det er en kombination af en transformer baseret preamp og en tre bånds EQ. Normalt bruger jeg ikke EQ’en, fordi så er det lettere at lave et recall; men jeg kan dog finde på at hæve lidt omkring de 100 Hz for at give lidt fylde. Derefter går den igennem en 1176 compressor, hvor jeg lige precomprimerer med 3-5 dB. Hvis jeg vil lave en vokal, som er lidt mere rock’et med lidt mere mellemtone, så bruger jeg en Neumann U87 eller en Shure SM7 mikrofon.

Nu har vi jo et rigtig vellydende Steinway D flygel i studiet, og her har jeg også den tilgang, at der ikke skal rodes for meget med det. To mikrofoner i en ret tæt AB med ca. 20 cm mellem mikrofonerne placeret udenfor kassen; men mikrofonerne placeret, så de peger ned mod strengene eller lige lidt hen over strengene. Du får en lidt blød lyd, hvis mikrofonerne er placeret højt - tæt på kanten af låget, og en mere skarp lyd, hvis mikrofonerne er længere nede. Tidligere brugte jeg Neumann mikrofoner på optagelsen, men på det sidste blev jeg præsenteret for nogle MXL CR89, som blæste mig væk. Her er højere til loftet, dybere til bunden, og fornemmelsen af en mikrofon mellem instrument og lytter bliver udvisket på den gode måde. Det er jo nogle ret billige mikrofoner (ca. 2800,-), men de lyder fantastisk på mit flygel. Her kombinerer jeg dem med en Elberg MP-8 preamp. Jeg lavede en optagelse med Nicolai Hess, som skulle mixes af nordmanden Jan Erik Kongshaug, som er ECM lydtekniker og som jo nærmest har defineret en flygellyd for denne form for jazz. Og han var yderst tilfreds med optagelsen og sagde, at den næsten lød lige så godt som de optagelser, han laver. Men jeg havde ikke fortalt ham, at optagelsen var lavet med to ret billige MXL mikrofoner.”

Lydtekniker Lars Nissen

Lydtekniker Lars Nissen startede sin karrierer i Werner Studio i senfirserne og har siden ikke set sig tilbage. Han har indspillet og mixet utallige danske og udenlandske produktioner, men har ikke selv indspilningsfaciliteter. Han benytter sig af de studier, som er booket til produktionen og har derfor en anden tilgang til denne frontend end Boe Larsen. Lars har til gengæld sit eget Pro Tools baserede mix studie, hvor der bliver leveret vellydende mix til en stor, bred vifte af væsentlig pop-, rock- og jazz-produktioner. Igen starter vi med at spørge ind til frontend på den vigtige vokalindspilning.

”Jeg har jo ikke selv nogen mikrofoner, men til en vokalindspilning går jeg altid efter en rørbaseret stormembran mikrofon, gerne med variabel karakteristik. Mine foretrukne er bl.a. mange af de gamle vintage mikrofoner, Neumann U47 og Telefunken 251. Blandt de mere moderne mikrofoner så holder jeg af at bruge Neumann M-149 eller Brauner VM-1. Normalt bruger jeg nyre karakteristik, men hvis rummet og genren er til det, så kan jeg godt eksperimentere med en omni karakteristik. Jeg har en vis afstand, så der som udgangspunkt ikke er proximity effekt, men jeg tillader, hvis vokalisten kan styre det, at man i visse musikalske passager kan komme tættere på mikrofonen. Men jeg sætter et popfilter, dels for at undgå ”vind” på kapslen, men også for at bestemme den tætteste afstand, som vokalisten kan komme på mikrofonen. Derefter skærer jeg noget dyb bund væk, inden vokallyden rammer en compressor. Det foretrækker jeg at gøre på preamp eller på en equalizer/filter, fordi jeg her kan styre det lidt mere præcist end på mikrofonen. Hvis der er en god vokal compressor i studiet, så indspiller jeg gerne med den. Ikke nogen voldsom komprimering, men sådan, at den lige tager fat. Og så ved jeg, at den skal komprimeres mere, når der mixes. Det er en compressor med en ratio på 2:1 eller måske 4:1, og hvor der maksimalt bliver komprimeret 5 dB på de kraftigste steder. Dog må jeg sige, at hvis vokalisten ønsker at synge uden compressor, så lytter jeg til det, eller hvis vedkommende er vant til at synge med en meget hård compression, så får vedkommende lov til det. Det vigtigste er jo at give sangeren de bedste betingelser for at performe. Jeg er glad, hvis jeg kan bruge
Tubetech CL-1a, Teletronix LA 2 eller Urei 1176 i indspilningskæden. Hvis der er mulighed og tid til det, så sætter jeg tre til fire mikrofoner op, og lytter og finder den, som passer stemmen bedst. Jeg går i reglen efter en ret neutral mikrofon, så jeg selv kan forme lyden. Men en mikrofon som Brauner VM-1 har jo meget karakter, men på en god måde, ikke et kunstigt topløft, så det kan jeg godt lide. Den har en fantastisk mellemtone, og så gør den noget ved transienterne, som er godt for de fleste vokaler. Det er også derfor, jeg vælger stormembran mikrofoner, her er forholdsvis langsomme transienter, som er meget lyttevenlige for vokallyden. Ingen hårde konsonanter, men masser af ”luft”.

Kontrabas er en andet ”svært” instrument, og her bryder jeg mig ikke om proximity effekt på indspilningen. Så hvis der er rum og plads til det, så foretrækker jeg en omnimikrofon, gerne med en afstand på en halv meter eller mere. Jeg sætter mig i reglen og lytter og finder den bedste placering; instrumentet og akustikken kan være meget forskellig fra en optagelse til en anden. Men i reglen ender mikrofonen i højde med hullerne, men uden at pege direkte på dem. Et andet trick er at hænge en DPA 4006 omnimikrofon op i et elastikophæng i ”stolen” mellem kasse og strenge. Den er selvfølgelig meget tæt på, men fordi det er en omnimikrofon, så opstår der ikke noget proximity effekt. Til tider blander jeg et line signal med mikrofonsignalet, men sørger for at tidsforskyde linesignalet, så der ikke er nogen fasefejl.

Blæs er jo mange ting, men hvis vi tager et instrument som en saxofon, så kan jeg godt lide et mikrofon med et lille topløft, eksempelvis en AKG 414. Her er afstanden meget vigtig, en halv meter er et godt udgangspunkt. Lyden på en saxofon kommer ud mange steder, både fra klapperne og fra schallstykket, så hvis der er afstand på, så bliver instrumentet ligesom mere helt. Man ser nogle bruge to mikrofoner tæt på instrumentet, men det er jeg ikke fan af. Her opstår alt for mange fasefejl. Tit indspiller man jo en blæsergruppe på én gang, og her er det vigtigt, at man ikke får fasefejl på grund af overhøring. Her bruger jeg den regel, at afstand mellem mikrofonerne skal være mindst 3 gange afstand mellem mikrofon og instrument. Så hvis jeg har en mikrofonafstand på en halv meter, så har jeg mindste halvanden meter mellem de forskellige mikrofoner. Hvis der opstår en fasefejl, så kan man ikke rette op på det, fordi det er en krydsfasefejl instrumenter imellem. Så her er det vigtig at være meget opmærksom omkring dette. Messingblæsere som trompet og trombone kan godt være tæt på mikrofonen, hvis både mikrofon og preamp kan klare lydtrykket.

Jeg er klart fortaler for kun at bruge en mikrofon på hvert instrument; jeg vil hellere arbejde med afstanden og karakteristikken for at få et fuldt lydbillede fra den ene mikrofon frem for at sætte to nære mikrofoner op. Men jeg bruger meget tit en anden mikrofon, som har en meget større afstand til instrumentet; men det er en helt anden sag. Her er ambience mikrofonen så langt væk, at der ikke opstår fasefejl, men jeg kan bruge den fjerne mikrofon til at skabe dybde og bredde til den nære mikrofon. Ofte blive de panoreret væk fra hinanden i stereobilledet. Men jeg bruger også at gøre ambience mikrofonen smallere i sit frekvensområde ved at skære i top og bund. Det betyder, at lytteren aldrig er i tvivl om, hvilke lydkilden, som har fokus.

Artiklen er fra Monitor Pro Februar 2017

Læs også: Mikrofonteknik del 1

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her