Pascal Audio

Af Jens Walther, 2. juni 2021

Den hemmelige forstærkerproducent!!

Pascal Audio i Herlev er en succesfuld forstærkerproducent, dog ukendt af de fleste, fordi de laver OEM forstærkermoduler til den professionelle audioindustri. Nu lanceret firmaet dog deres egen serie af forstærkerprodukter med brandnavnet, Blaze Audio.

Hele succeshistorien starter i 90’erne på DTU, hvor en gruppe ingeniørstuderende udvikler og forsker i klasse D powerforstærkere. Den talentmasse spotter B&O, og de laver en afdeling i B&O regi, IcePower, som udvikler inden for denne forstærkerteknologi. Nogle af ingeniørerne, som arbejder her, ser en passion for Pro-audio og ønsker, at fokus skal være på kraftige forstærkere.

De træder ud af IcePower og stifter Pascal Audio. Det sker i 2006, og siden da har Pascal haft stor fremgang og succes med deres forretningsmodel. Firmaet har bl.a. modtaget Børsens Gazelle pris de seneste 8 år i træk, og samtidig er der ikke mange i audiobranchen, som kender firmaet. De mange forstærkermoduler produceret om året burde ellers sætte et kraftigt aftryk, men fordi de laver OEM produkter, der bliver gemt inde i andre producenters produkter, så forbliver Pascal Audio lidt hemmelige. De har NDA aftaler med alle deres OEM-kunder, så det er svært at få reel information ud om, i hvilke produkter, der sidder Pascal moduler. 

Jesper Lind Hansen, som er udviklingschef hos Pascal, udtrykker det således: ”Vi er lidt hemmelige omkring dette, fordi vi ”kysser med alle pigerne i klassen”; men jeg kan sige, at jeg har stået foran Orange Scene på Roskilde og frydet mig over, at Pascal moduler leverede al den power, som PA-fronten brugte.”

Udvikling og test

På adressen i Herlev sidder salgspersonalet i fronthuset, mens udvikling, test og afprøvning foregår i baghuset. Der er omkring 30 ansatte i firmaet, et ret lille antal, når det tages i betragtning, hvad der bliver udviklet, produceret og solgt. Al udvikling, design og test af nye produkter foregår i Danmark, mens den fysiske produktion er i Østen. Her benytter Pascal sig af to faste samarbejdspartnere, såkaldte contract manufacturer, der efter nøje anvisninger fra hovedkontoret fremstiller OEM modulerne.

Diversiteten i de forskellige Pascal forstærkermoduler er stor; nogle moduler er fysisk ret små, men yder stadigvæk over 100W, mens andre er større, bl.a. kunne der vises en flerkanals forstærker på flere tusinde W pr. kanal. I dette tilfælde laver Pascal Audio hele forstærkere med chassis, forplade osv., mens det i andre tilfælde kun er selve forstærkerprintet med komponenter og integreret strømforsyning, som leveres til kunden. Disse print kan ende i aktive højttalere, i forstærkere eller i kombinerede enheder, hvor der eksempelvis både sidder DSP, forstærkere og styring. Jesper fortæller, at der bliver brugt meget tid på at udvikle de helt rigtige størrelser på forstærkerne, det, der er behov for i markedet. ”Vi har undersøgt meget omkring, hvordan højttaleren loader forstærkeren; eksempelvis når du skal bygge en forstærker ind i en højttaler. Hvis en forstærker skal kunne sælges til en meget attraktiv pris, så skal det også designes, så det passer sammen. Hvis du overdesigner forstærkeren, så bliver det for dyrt, og derfor har vi brugt en del energi på at finde det rigtige snit omkring ydelse i forhold til højttaler.”

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2021 her

 

For at teste forstærkermoduler i designfasen, inden de bliver masseproduceret, så bliver de udsat for en ret gennemgribende test i det testrum, der er hos Pascal Audio. Her bliver forstærkerne forbundet med luftkølede powermodstande, som er en ”substitut” for højttalerbelastning. Og de bliver også tændt og slukket konstant, udsat for varmepåvirkning osv. igennem mindst en måned.

Blaze Audio

Pascal Audio har her i foråret 2021 taget et radikalt step, idet de supplerer deres OEM-business med at lancere deres egen produktserie. Den nye serie kommer til at hedde Blaze Audio, og er en væsentlig årsag til, at ProAV Magasinet er inviteret til domicilet i Herlev. For at få den nye produktserie på vingerne er der ansat en del nye medarbejdere hos Pascal, bl.a. Niels Lorentzen, som er salgsdirektør for Blaze Audio afdelingen og Anders Wisbøl, der er salgschef med en række lande under sig. 

Serien bliver i første omgang lanceret med tre installationsforstærkere, en 2 kanals og to 4 kanals. Fælles for alle tre er, at der pr. kanal kan bestemmes, om de skal køre lavohm eller 100V. Anders Wisbøl fortæller: ”Forstærkerne kan begge dele, på alle udgange, fordi mange installationer bliver lavet både med lavohm og 100V. Det kunne f.eks. være et møderum, hvor der både skal være lavohm højttalere ved skærmen og 100V lofthøjttalere ned gennem lokalet. Det kan en enkelt af vores 4 kanals forstærkere opfylde.”

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2021 her

 

De to mindre modeller, PowerZone 252 og 504, er halvunit i bredde og yder henholdsvis 2x125W og 4x125W. De er lette at installere, en volumenkontrol pr. kanal på fronten, og små DIP switches på bagsiden, som bestemmer pr. kanal, om den skal køre lavohm eller 100 V. I/O er på euroblock stik, som er standarden i installationsbranchen. Begge forstærkere har automatisk power-sharing, som kan yde op til 250W pr. kanal, alt efter behov på et givent tidspunkt. Niels Lorentzen fortæller: ”Det er vores tilgang til markedet, en forstærker med 100V, lavohm og power sharing kan erstatte mange andre. Det betyder, at en forhandler eller installatør, i stedet for at have ti forstærkere i sortiment, kan skære lagerbeholdningen ned til færre og mere fleksible forstærkere.”

PowerZone 1004 er tredje model i det nuværende program, og den yder 4x250W. Den fylder en hel 1 unit rack og har samme fleksibilitet uden dog at have power-sharing pr. kanal. 

Ud over stepperne

De er meget fortrøstningsfulde hos Pascal/Blaze Audio omkring deres nye produktlinje, fordi den er baseret på deres gængse forstærkermoduler og dermed velafprøvet. Fremtiden ser derfor lys ud for forstærkerproducenten i Herlev.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Maj 2021

ProAV Digital

ProAV5 21 www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Test af BGH1 
  • ProAV Awards
  • Headsets fra DPA
  • RGB-lys
  • Podcast

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her