26. oktober 2012

Den gode ånd er kommet til Fredericia

Et par dage efter at historien var bragt i Playbill, blev teaterdirektør Søren Møller kaldt til møde hos danske Disney, og her holdt han et langt telefonmøde med det amerikanske hovedkontor. Han havde ikke i forvejen fået nogen indikation omkring, hvad samtalen skulle føre til, men efter at have snakket talentudvikling, teaterstruktur og indhold i halvanden time, så blev der spurgt, om Fredericia Teater havde lyst til at lave Europa premiere på Aladdin musicalen.

 

”Og det sagde jeg ja til uden betænkningstid. På vej hjem fra mødet fik jeg selvfølgelig lige lidt koldsved og tænkte over, hvad jeg i grunden havde indvilget i. Men jeg har aldrig fortrudt, og det har været en fantastisk rejse, hvor vi har lært rigtig meget. En af overraskelserne har været Disney koncernens rummelighed. Vi har fået et manuskript og et partitur, og derefter har vi kunnet komme med vores bud på, hvordan opgaven skulle løses. Selvfølgelig har det været med pingpong med hovedkontoret, men de er kun kommet med meget få rettelser; samarbejdet har været kreativ sparring frem for hård styring. Aladdin forestillingen bliver sat op samtidig i fem teatre, tre i USA, et i Indonesien, og den danske udgave er den eneste, hvor manuskriptet er blevet oversat. Oversættelsen til dansk er fantastisk, og vi har kunnet give historien et tvist med udgangspunkt i dansk kultur og med danske referencer.”

Et teknologisk mesterstykke

Aladdin forestillingen er på mange måder en helt unik historie i den danske teaterverden, men også på den teknologiske side flytter forestillingen grænser. Lyden bliver mixet live i 5.1 surround, og på lyssiden spiller et stort bagtæppe en central rolle.

 

Både bagtæppet og de velkendte sidetæpper er på teateret erstattet med LED skærme. I alt er der 108 kvm skærme, og teaterdirektøren fandt et firma i Kina, som kunne levere de modulære elementer til skærmen med den rigtige opløsning. Her snakker vi om en P6 skærm, hvor der er 6 mm imellem hver LED, og det giver en opløsning, hvor pixelering ikke bliver et problem, selv hvis man sidder på første række. Bagtæppet er sammensat af moduler på ca. 1x1 m, men det er umuligt at se sammenføjningerne i skærmen.

 

Søren fortæller: ”Jeg er jo ikke interesseret i, at folk skal sidde og se på en skærm, når de går i teateret. Så vi bruger bagtæppet meget intensivt, men samtidig diskret, så det ikke stjæler fokus fra det, som foregår foran skærmen.”

 

Der bruges både stillbilleder og animerede sekvenser på LED skærmen, og alt er designet og tegnet unikt til denne forestilling. LED skærmen erstatter ikke scenografien i denne forestilling, men der er tidligere lavet musical i den lille sal på Fredericia Teater, hvor der ikke var nogen scenografi udover det, som blev projekteret op på LED skærmen. Skærmen er flytbar, og i Aladdin forestillingen kan de 6 ”sidetæpper” vinkles undervejs i forestillingen, så scenerummet både kan få dybde og rummelighed.

Lys

Martin Jensen er både lysdesigner og lystekniker på forestillingen, og han forklarer, at det selvfølgelig gør lyssætningen mere kompliceret, når der står sådant et lyshav i form af LED bagtæppet. Det betyder faktisk, at der skal bruges ekstra meget lys, fordi der hele tiden kræves, at der er mere lys fra spots end fra bagtæppe; ellers kommer der silhuetter på bagvæggen. Det projekterede billede eller animation på skærmen er også med til at diktere, hvilke farver der kan bliver brugt i lyssætningen, og her er kunsten at ramme en farve, som går i et med bagvæggen. Men der er visse scener, hvor scenelysets farve med vilje ændres på bagvæggens farvesammensætning.

 

En anden specialitet ved lyssætningen på denne forestilling er et par store bevægelamper, som sidder lige i kanten af balkonen i hver side af salen. De bliver nu ikke brugt som almindelige bevægelamper, men derimod som meget lysstærke fjernstyrede projektorer, hvor filmiske effekter bliver projekteret op på helt eksakte punkter på scenen. Martin sidder på en GrandMa 2 lyspult og styrer både lys, animationer, bagvæg og til tider også preset til lydpulten, så begge pulte skifter samtidig. I det hele taget er der stor interaktion mellem lyd og lys i denne forestilling, og under tilblivelsen af forestillingen har samarbejdet mellem lyd, lyd og animation været intensivt og udbytterigt.

Surround lyd
Lydsystemet på Aladdin musicalen er lavet som en surround produktion, så teaterets almindelige d&b Q1-Q7 stereo PA-system er blevet suppleret med en hel del ekstra højttalere. For det første er der suppleret med et stort centercluster, hvor der sidder 6 d&b Q højttalere. Lars Frederiksen fra Alfa Audio har været behjælpelig under konfigurationen af systemet, og både han og Søren taler i rosende vendinger om, hvad centerclusteret betyder. Stort set al tale bliver placeret i centerclusteret, og det giver en meget bedre taleforståelse, og samtidig bliver den lidt diffuse L-R lyd elimineret. Talen bliver også mere naturlig, fordi den kommer i en centerposition, netop der, hvor skuespillerne befinder sig i de fleste situationer. Teaterdirektør Søren Møller er så begejstret for dette centercluster, at han vil lede efter penge i budgettet, så centerclusteret i fremtiden kommer til at høre til den faste installation. Ud over de almindelige d&b Q-Subs er bunden også suppleret med 2 store J-Subs, som lydteknikeren væsentligt bruger til lydeffekterne, hvor der gerne må være ekstra bund.

 

De tre højttalersystemer i fronten er selvfølgelig suppleret med Q7 baghøjttalere, som er sat op i et delay system med to forskudte baghøjttalere i hver side, så surround lyden spredes ud i hele publikumsrummet.

 

Alle skuespillerne bruger DPA d-fine hovedbøjlemikrofoner, og de bruger omni udgaven. Feedback er ikke et problem i denne forestilling, også selv om der bliver spillet i koncert lydniveau, og det hænger sammen med, at medhørsmonitor niveauet ikke er så kraftigt på scenen. I et sådant tilfælde er omni udgaven at foretrække, dels fordi den lyder bedre end den fokuserede, og fordi den også er mindre kritisk med hensyn til placering af mikrofonen på kinden.

 

Bag scenen sidder en lydtekniker, som dels sørger for, at de trådløse systemer virker, og samtidig styrer han også monitorlyd for skuespillerne via sidefills. Der bliver brugt Sony digital trådløst system, og der er 32 kanaler i gang til skuespillerne. Lydteknikeren overvåger de mange trådløse kanaler via en central computer og kan konfigurere hver enkelt system undervejs via samme computer. Scenelydteknikeren sørger også for monitorlyd til musikerne, som sidder under scenen, og til det formål bliver der brugt en Digico SD8 digital mixerpult. I orkestergraven sidder i alt 17 musikere og de består af en strygergruppe, blæsergruppe, keys, guitar, bas, percussion og trommer. Og igen bliver der brugt mikrofoner fra DPA på stort set alle instrumenterne. Kabelmesteren står i et lille hul i scenekanten, og kan derfor både se skuespillerne og musikerne.

 

PA lydtekniker og sounddesigner Tim Andreasen var desværre ikke tilstede, da Monitor besøgte Aladdin forestillingen, men Tim sidder med rigtig mange kanaler (100+) og styrer både mikrofonlyd fra skuespillere, musiklyd fra alle instrumenterne og al det indlagte sounddesign og lydeffekter, som også er en stor del af forestillingen. Til afvikling bruger han en Digico SD7 digital mixer, som er lejet ind til lige netop denne forestilling. Lars Frederiksen fra Alfa Audio kunne fortæller, at han meget hurtigt under prøverne fik positive kommentarer fra Tim omkring, hvor meget mere ”hul igennem” der var på lyden pga. det digitale trådløse system og DPA mikrofonerne. På tidligere produktioner på teateret har han brugt et analogt trådløst system.

 

Både lydtekniker Tim og lystekniker Martin er specielle på den måde, at de begge har været med under hele det lange designforløb af forestillingen som henholdsvis sounddesigner og lysdesigner. Men de sidder også begge som daglige afviklere gennem alle de mange forestillinger, og Søren Møller fremhæver det som et stort plus for hele integriteten af teknikken i forestillingen.

Succes

Aladdin musicalen havde premiere den 4. Oktober og fik fremragende anmeldelser i dagspressen, og på nuværende tidspunkt er der solgt over 25.000 billetter; så Søren Møller er ret sikker på at forlænge forestillingen, så den spiller til 25. November. Fredericia Teater har med forestillingen bevist, at man kan lave innovativt musicalteater på et højt internationalt niveau og samtidig bruge den nye moderne teknologi på en måde, hvor teknologien ikke bliver effektjageri, men derimod underbygger og støtter den historie og de sange, som skuespillerne fremfører fra scenen.

 

Tekst: Jens Walther

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her