MTG Stockholm transmission control room

Af Carsten Legaard, 24. januar 2017

Danmon Group tager bestik af udviklingen

Danmon Group går målrettet efter at hjælpe Broadcast- og medievirksomheder ind i virtualiseringens epoke med cloud-baserede produktionsmiljøer og softwarebaserede workflows. ”Men,” siger direktør og COO Christoffer Kay, ”vi har samtidig fødderne solidt plantet i vores 35-årige historie med broadcast og systemintegration.”

Ledelsen hos Danmon Group har de sidste fire år arbejdet med en større transformation af selskaberne i porteføljen. Vi har talt med Christoffer Kay, som med titlen COO især har ansvar for den overordnede strategi og udførelsen af den.

Christoffer har tidligere haft lederroller inden for gaming-industrien. Han kom til Danmon, fordi der var et match imellem den udvikling, han har været igennem i gaming-industrien, og den udvikling der venter broadcast. Her forklarer Christoffer, hvad det er for en fremtid, han ser for koncernen - og for branchen.

Christoffer fortæller, at transformationen går ud på at tage de mange års erfaringer fra broadcast med over i en verden af virtualisering og cloud-teknologi. Dette skal forstærke Danmons position som en stærk global spiller inden for salg, service og systemintegration til broadcast og entertainment segmentet. Det handler om at være i stand til at forstå kundernes udfordringer – ikke bare med infrastrukturen, men hvordan ny teknologi skaber ændret adfærd hos forbrugerne og dermed nye krav til distributionsmodeller og forretningsmodeller for broadcasterne.

”Vi er gået fra at være et holdingselskab med mange autonome enheder til at agere som én samlet enhed, som opererer under navnet Danmon Group. Formålet har været at styrke koncernens struktur, herunder udnyttelsen af stærke specialistkompetencer på tværs af landegrænser og dermed øge evnen til at gribe de muligheder, som udviklingen åbner.”

”Vi har derfor haft succes med at hjælpe store, grænseoverskridende kunder som for eksempel Universal Media Group, Arqiva, Encompass og Ericsson.”

”Lige før IBC leverede vi Skandinaviens første UHD-kanal for Viasat i Stockholm, og i det projekt brugte vi ressourcer fra vores selskaber i Norge, Danmark, Sverige og Spanien. På denne måde kunne vi trække på interne specialist-kompetencer, som vi kunne bruge i stedet for eksterne services, der ofte er en nødvendig tilføjelse for mindre aktører i markedet. På samme recept har vi blandet andet leveret et stort projekt til Ericsson i Abu Dhabi.”

Stærk på business solutions

Hertil er også introduceret et nyt og vigtigt forretningsområde for Danmon Group, nemlig Business Solutions, hvor koncernen qua en stærk historik inden for broadcast allerede har løst nogle højtprofilerede opgaver, og hvor der også er de største forventninger om vækst.

"Business Solutions er et ret interessant marked. Der er et par håndfulde broadcastere i Skandinavien, men der er mange hundrede tusinde virksomheder som alle i bund og grund har et behov for video til at supportere og understøtte deres forretning overfor medarbejdere, kunder og partnere. Vi byggede Jyske Banks TV-studio for omkring ti år siden. Den knowhow og forretningsmodel, vi har fra broadcast, er som skræddersyet til Business Solutions. Vi har nogle fantastiske casestories, men vi har endnu ikke promoveret dem kraftigt i markedet.”

”Det er et vigtigt ben, som kommer til at vokse i fremtiden. Det marked har mange spillere, men vi kommer med 35 års erfaring i at bygge store avancerede systemer i et live-miljø. Vi er bedst til at levere løsninger, hvor kvalitet og funktionalitet er i højsædet. Vi koncentrerer os om top-100 virksomhederne,” siger Christoffer Kay.

Omorganisering af tropperne

Danmon Group er organiseret med lokale selskaber i Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Vietnam, Dubai, Spanien og Portugal. Opgaven for et moderselskab er ideelt at hjælpe selskaberne med at realisere deres fulde potentiale, både overfor kunderne og inden for koncernen. Øvelsen de sidste fire år har derfor været at tømre de mange selskaber sammen til en aktiv global koncern med god udnyttelse af kompetencer og muligheder på tværs af landegrænser. Samtidig er der indført en ny divisionsstruktur med afgrænsede forretningsområder – Global Solutions, Business Solutions, Professional Products og Manufacturing.

Danmon Group har en 35-årig historie at trække på inden for broadcast, media og entertainment. Det begyndte med skibsantenner til den danske søfartsindustri. Dette blev snart udvidet med levering af film og tv til skibene. Virksomheden leverede monitorer og printere til den navnkundige Regnecentral, har solgt re-brandede B&O monitorer og har fra den baggrund udviklet sig til en de mest betydende leverandører og integratorer inden for broadcast-industrien i Europa.

De senere år har Danmon tillige opbygget et kæmpe fodaftryk inden for business solutions. De har blandt andet bygget nyt hovedkvarter til Novo Nordisk med auditorier, bestyrelseslokaler, medie- og it-infrastruktur. Tivoli hotel- og kongrescenter med 4K-infrastruktur var et Danmon-projekt, og virksomheden har netop for DTU bygget den mest moderne undervisningsfacilitet i Norden - som taget ud af MIT Massachusetts. Ni auditorier er bundet sammen i en virtuel struktur, så én underviser kan stå hvor som helst og undervise på skærme i alle auditorier eller live-streame til studerende.

”Vi har bevæget os rigtig langt fra starten, til det vi laver i dag, og vi er langt fra færdige,” siger Christoffer Kay.

IBM business partner

I Skandinavien er Danmon Group for nylig blevet udpeget som IBM’s første europæiske business partner inden for deres video-cloud-løsninger, fortæller Christoffer Kay: ”Det, vi skal sammen med IBM, er at promovere produkter som Clearleap (OTT-platform), Cleversafe (cloud-object storage), Aspera (highspeed file transport software) og Ustream (streaming hardware og software).”

”I tillæg hertil har vi sammen med vores datterselskab Marquis Broadcast i England indgået et samarbejde med IBM, hvor vi integrerer til deres cloud-object-storage løsning.”

Et praktisk eksempel på dette samarbejde er et stykke software, som Marquis Broadcast har udviklet. Lægger du to timers optagelse af en fodboldkamp op i skyen, kan der være store omkostninger forbundet med at hive al dette data ned, både i tid og penge. Nu går softwaren fra Marquis op og henter lige præcis det ene mål, man gerne vil have.”

”Vi prøver altså at arbejde på en flerstrenget model med IBM for at promovere deres produkter i markedet og deres cloud-teknologi, samtidig med at vi er integrationspartner for IBM. Alt dette, mener jeg, er en nødvendighed for at kunne gøre os klar til fremtiden,” siger Christoffer Kay med eftertryk.

Deri ligger ikke den fjerneste afstandtagen fra den 35-år gamle teknologivirksomheds solide traditioner:

Virtualiserede miljøer på vej

”Vi er vældigt dygtige til det, vi gør, og vi kommer også til i en del år endnu at levere samme services, som vi gør i dag, men der er ingen tvivl om, at der en udvikling i markedet, som bliver en ny version af vores traditionelle forretninger, som bliver mere software- og udviklingsorienteret.”

”Vi har forskellige tiltag i gang med nogle andre partnere, som bevæger sig endnu længere ude på forkanten af den teknologiske udvikling, for at kunne give den rigtige sparring til vore kunder.”

”At gå den vej er klart vores strategi, ikke bare inden for broadcast, men også inden for business solutions. Forretningsverdenen er noget længere fremme inden for anvendelsen af virtualiserede miljøer og cloud-løsninger. Meget af det, vi kan på det felt, kan vi sørge for kommer broadcast til gode. Det giver os en erfaringsplatform, som gør, at vi er meget troværdige, når vi står over for vores kunder i begge lejre.”

”Vi har i Business Solutions fået et nyt produkt på hylden, som er et softwarebaseret projektstyringsværktøj. Arbejdet med gule stickers på store whiteboards er nu blevet fuldt digitaliseret, og koblet med et stykke software integreres resultatet direkte tilbage til dine projekters sprint-management-systemer. Det har vi blandt andet leveret til Rambøll, og andre store kunder står for at skulle købe ind.”

”Vi vil gerne bygge bro mellem vores broadcast-DNA og den it-viden, der er vigtig for fremtiden. Der er for mig ingen tvivl om, at det er i cloud-retningen, det går. Der er ingen økonomisk ræson i at blive ved med at have de proprietære hardware-teknologier.”

På vej til at blive softwarevirksomhed

Danmons software platform Medway integrerer op imod Amazon S3, Google og IBM, hvor næste skridt er at blive fuldt integrerede i deres cloud-object-storage-løsninger.

”Det er et vigtigt ben at stå på, fordi udviklingen over imod cloud går rigtig hurtigt,” siger Christoffer Kay.

”Reelt set bevæger vi os henimod at blive en software virksomhed, som bygger API’er og skriver software for at få tingene til at tale sammen.”

”Vi leverer alt inden for it og infra-struktur, workflow management, storage, OTT-platforme, produktionssystemer, playout, cloudløsninger og traffic scheduling løsninger.”

”I langt de fleste tilfælde er vores broadcast-projekter turnkey-løsninger, fra udvikling af design og workflows, til at vi integrerer og kommissionerer hele systemet.”

”Hos Al Jazeera i London kom vi ind i et hus med rå betonvægge og byggede både corporate og broadcast network, og byggede alt inklusive workstations, newsroom system, central storage, produktions- og editeringssuiter samt master controlroom, playout osv.”

Remote ip produktion

”Vi møder også en vis parathed hos kunderne efterhånden til at snakke remote ip produktion og cloud storage løsninger. Det er ikke, fordi toget kører med 180 kilometer i timen, men det begynder stille og roligt at komme op i fart.”

”Uanset hvor meget vi snakker om cloud og ip, bygger det hele jo stadig på hardware. Hvis du vil lave noget content, skal du stadig have et kamera, en mixer og et studie med mere. Skyen er også bygget på hardware. Serverne kan stå hos Google, Amazon eller IBM, men du vil altid skulle bygge en hardware infrastruktur tilbage til dine kunder. Du skal stadig bruge et interface, du skal stadig sidde og redigere. Det forsvinder ikke, hverken i dag eller i morgen. Det bliver bare en anden proportion i forhold til i dag.”

”Det teknologiskifte, som er i gang nu i broadcast-industrien, er ikke kun drevet af teknologiudviklingen i sig selv, det er også drevet af en ændret forbrugeradfærd og et generationsskifte. Mange af de folk, der kommer til i dag, er ikke broadcastere; de kommer udefra, de er meget yngre, og de har en anden tilgang til it, data og tilgængelighed.”

”Mange broadcastere er i gang med at adoptere og udvikle nye forretningsmodeller, de har jo allerede indholdet, men det kræver nye teknologier og nye strukturer og workflows for at gøre indholdet tilgængeligt på den profitable måde. Der er mange muligheder med cloud-teknologi, hvor du kan smide alt dit content op i skyen og så trække det ud i de kombinationer, du har brug for.

”Vi samarbejder med nogle broadcast-it-folk i London. De laver ren remote ip-produktion over Amazon webservices på blandt andet et stort sportsevent, og det virker. Ingen tvivl om, at det skal prøves af i større skala, men der er rigtig meget, som kan lade sig gøre i dag, hvis vi får folk med forståelse for cloud-infrastruktur ind over. Det arbejder vi benhårdt på.”

Artiklen er fra Monitor Pro December 2016

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her