4K projects

Af Michael Fahlgren, 20. januar 2021

Danmarks første kommercielle streamingstudie

Nu behøver virksomheder med ønske om at anvende VR i deres video-/streamingmaterialer ikke længere tage til udlandet – et smut til Hvidovre lige udenfor København kan gøre det. 

”Mange er begyndt at få øjnene op for, hvor smart et helt virtuelt miljø er, og det hjælper vi mange af vores kunder med; hvad kan lade sig gøre – og hvad kan ikke, ligesom vi yder rådgivning ved valg af set-up og anvendelse, inden vi går i studiet,” fortæller Mikkel Samuelsen, der er den ene af to grundlæggere/ejere (Balder Thorrud er den anden) af 4K Projects ApS. I daglig tale blot 4K – der for øvrigt ikke har noget med videoopløsning af gøre, men refererer til, at de oprindeligt var fire, der talte om at stifte virksomheden. De to øvrige faldt dog fra, inden virksomheden blev stiftet.

Fra rent tab til forrygende travlhed

Tilbage i september måned 2017 etablerede Balder Thorrud og Mikkel Samuelsen virksomheden 4K Projects ApS med det formål at levere neutral projektledelse og konsulentarbejde i forbindelse med live events og live shows. De fik hurtigt Melodi Grand Prix og andre store TV-shows på CV’et. Sideløbende har de arbejdet med 3D visualiseringer til konferencer og shows samt fotorealistiske præsentationsmaterialer. Motion Graphics og visuals til LED-skærme er også blandt virksomhedens tilbud – i dag tæller virksomheden fire medarbejdere, som har forrygende travlt.

 

Læs ProAV Magasinet December 2020 her

 

”Vi startede i min lejlighed, kom ud på TAP1 på Amager. Flyttede derefter til Stamholmen i Hvidovre, da pladsen på TAP1 blev for trang, og ugen før Corona lukkede landet første gang flyttede vi til de nuværende lokaler i et gammelt autoværksted. Den første uge mistede vi samtlige ordrer på grund af Corona men fik lynhurtigt etableret et streamingstudie, som vi arbejder med og i nu: Ud over TV2 og DR, der arbejder lidt med Virtual Production/Extended Reality i deres nyhedsprogrammer samt VIASAT, er vi de eneste med et kommercielt tilgængeligt streamingstudie med virtuelle muligheder. Og det har erhvervslivet virkeligt fået øjnene op for, ” uddyber Mikkel Samuelsen.

Fra Skype og Teams til Virtual Production/Extended Reality

Erhvervslivet har gennem mange år vænnet sig til at afholde videomøder og -konferencer via tjenester som Skype og Teams – ikke mindst tilskyndet af den aktuelle Coronapandemi, som har umuliggjort megen rejseaktivitet.

”Nu har mange opdaget, at det faktisk kan laves meget sjovere og gøre streamingen langt mere interessant og vedkommende ved at krydre det med noget virtuelt, hvorved de kan kommunikere deres identitet og branding på en langt mere effektiv og anderledes måde. Balder og jeg har arbejdet med TV-mediet gennem rigtigt mange år og er fuldstændig vant til TV-workflow og arbejdet med lys og kameraer. Tegning af TV-studiet i en 3D-verden sammenkædet med virtuelle miljøer falder os helt naturligt,” forklarer Mikkel Samuelsen. 

Forbeholdt erhvervslivets tunge drenge

At anvende streaming med Virtual Production eller Extended Reality er endnu forholdsvis kostbart på grund af det udstyr, der er nødvendigt. Dermed bliver teknikken forbeholdt erhvervslivets større virksomheder – om end 4K også arbejder med mindre virksomheder med gode ideer.

”Med til at gøre det hele til meget teknisk avanceret er de forskellige kameraer, internetforbindelser, tilslutninger til alverdens videokilder af mere eller mindre tvivlsom kvalitet, lydforbindelse, forsinkelser på IP-linjer og meget mere, der har kostet os mange nattetimers arbejde. Det har vi alt sammen fået styr på med vores nuværende streamingstudie, hvor vi gerne vil invitere alle indenfor til en snak om mulighederne, som er rigtigt mange. Og vi er meget samarbejdsvillige,” påpeger Mikkel Samuelsen.

Avanceret teknik sikrer fleksibilitet og stabilitet

Bare for at være på den sikre side har 4K fået installeret sine egne IP-forbindelser ind og ud af huset i form af fire uafhængige, fuldt administrerede IP-tilslutninger med 24 timers support, særlige hardwarebaserede streamingencodere med fallover i tilfælde af eksternt kabelbrud i form af øjeblikkelig 4G-backup, streaming til forskellige platforme – eksempelvis med forskellig lyd/sprog samt mulighed for at hente eksterne datakilder direkte ind i det virtuelle miljø. 

Glæder sig til juleferien

Med den store succes 4K oplever følger ret naturligt også stor travlhed, en travlhed der foreløbigt ser frem til at kulminere kort før jul – hvor der venter Mikkel, Balder og deres to medarbejdere en velfortjent juleferie. Men lige så velfortjent den er, lige så sikkert er det, at den slutter 2. januar.

 

Læs ProAV Magasinet December 2020 her

 

”Mange af vore virksomhedskunder er i gang med at planlægge deres juleferie, men - selv om ingen næppe tror, at Corona er overstået lige med det samme – allerede nu er vi i dialog med en række reklame- og eventbureauer og live shows og andre live events i starten af januar og frem. Mange er, som allerede nævnt, begyndt at få øjnene op for, hvor smart streaming med Virtual Production/Extended Reality er, så nu begynder bureauerne at udbrede disse muligheder blandt deres kunder. Vores drøm, når Coronapandemien engang er overstået, er, at vi kan bringe vores virtuelle muligheder, kameratracking, teknologi og viden ud i marken til live shows og live-TV. Det giver ikke ret megen mening med et publikum, som ikke kan se, hvad der foregår virtuelt i TV-studiet. Men når broadcast platformene krydres med AR og virtuelle elementer sammen med de ægte, fungerer det supergodt. Så kan man lave virtuel scenografi - scenografi, som ikke er der i virkeligheden men kun på kamerabilledet. Det tror jeg bliver fremtiden, når vi går live igen,” slutter Mikkel Samuelsen.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - December 2020

ProAV Digital

ProAV2 Forside NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Videoredaktion
  • AVID Carbon
  • Mikrofon til tasken
  • Midas Heritage
  • Morten Raarup
  • Demo/brugt udstyr

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her