Fremtidens videoservices

Af Carsten Legaard, 27. april 2017

Ansatte skal vænne sig til at arbejde som piloter

Dagens tv-tilrettelægger har alle programdetaljer, alle spilleregler og stationens workflow i hovedet. Men den måde at arbejde på er fortid, lyder dommen fra et panel af branchens rådgivere – en advokat, en datasikkerhedsekspert, en cloud-ekspert, en tv-teknologichef og en IBM-sælger af den gamle garde.

60 minutter. Så lang tid tager det for advokat Kim G. Hansen, Integra Advokater, at gennemgå den del af EU's ny persondatabestemmelser, som vedrører massemedierne, herunder tv-, broadcast og filmproducenter.

Persondataforordningen, som det ny lovkompleks hedder, er vedtaget og gælder fra 25. maj 2018, overnational og foranstillet de enkelte landes lovregler på området.

Advokaten er første taler på et seminar om fremtidens videoservices og skal sådan set bare illustrere, at det ikke længere er helt så ligetil at holde styr på, hvem et medie må vise billeder af eller interview med, hvordan mediet må researche på vedkommende, endsige tegne en profil af vedkommende, og hvor vidt mediet må gemme persondata i sine arkiver – eller ej.

Vi er ude i så komplicerede og uvante hensyn, at mediehusene enten må skrue væsentligt op for deres budgetter til juridisk rådgivning - eller begynde at se sig om efter teknologipartnere, som kan integrere nogle af de nye bestemmelser intelligent i mediehusenes databehandling og datalagring.

Teknologien har på sin side skubbet til behovet for lovregulering, fordi vi i vores film- og tv-studier snart har software, som kan identificere folk via ansigtsgenkendelse eller talegenkendelse.

”Teknologien kan på den anden side ikke vide, om den genkendte på et tidspunkt har givet sit samtykke til at optræde med navns nævnelse eller måske det stik modsatte, så her arbejder vi med muligheden for en åbenlys sikkerhedsbrist,” konstaterede advokat Kim G. Hansen og tilføjede, at der blandt ”lækkerierne” i den ny EU-forordning er omvendt bevisbyrde og klækkelige bøder. Op til tyve millioner euro eller fire procent af virksomhedens globale omsætning. Velkommen til virkeligheden.

Advokaten er første taler på et seminar, som blev afholdt 7. marts i IBM’s nye innovations- og kundecenter i Holte om fremtidens videoservices. Seminaret er arrangeret af IBM i samarbejde med de danske partnere Danmon Group Denmark og forretningsudvikleren Pedab Danmark A/S.

Søgelyset er rettet imod den allernærmeste fremtid med indlæg om eksponentielt stigende mængder af videodata, lige så eksponentielt voksende overførselshastigheder og et lille indblik i intelligent og automatiseret tagging af videooptagelser med IBM Watson.

Kim Gregers Petersen, IBM Danmark, lægger selvironisk ud med at konstatere, at 4K og 8K video er rigtig gode nyheder for storage branchen.

”Netflix lægger allerede i dag bunkevis af den samme spillefilm i puljer for at undgå, at peaks i seertal skal ødelægge oplevelsen for nogle få seere. Ikke nok med at giganten hele tiden udvider antallet af tilgængelige titler. Der kommer også flere af den samme titel, og snart vokser også seernes forventning om en højere opløsninger,” fortæller Kim Gregers Petersen.

IBM er parat med intelligente storage løsninger til både Netflix og det private familiefotoalbum – og alt derimellem.

Intelligent storage behøver ikke strukturere data i foldere og hierarkier. Alle data ligger så at sige i ét lag, og det gør det mangefold nemmere at pakke, flytte og kryptere data. Datalagrene bliver skalerbare hinsides alle grænser og kan interface til alle forretnings-, økonomi- og produktionssystemer. Kort sagt: Til alt.

Til family man understøtter IBM f.eks. Shutterfly storage løsningen.

”Kan man lave en forretning på det,” spørger Kim Gregers Petersen og svarer med tre modspørgsmål:

”Vil nogen betale for at få overført 375.000 billeder i minuttet? Vil nogen betale et mindre beløb for at kunne presse 230.000 billeder ned i ét arkiv? Vil nogen betale for at få drevet tre fysiske datacentre af sammenlagt tre ansatte?”

”Det tror jeg nok.”

Et eksempel på sådan en kunde er Sky Movies, der viser film for passagerer i fly og tog. De har ikke et voldsomt stort antal titler, men viser til gengæld hver titel for et meget stort antal rejsende. Sky Movies endte med at købe IBMs Cloud Object Storage system, men lagde det ned på egen hardware. Dermed fik de storage-omkostningen ned på en tredjedel af, hvad de ellers skulle have givet.

Kim Gregers Petersen tager til sidst hånd om de betænkeligheder, vi kan have ved at overlade vores data til datacentre i skyen. Det gør han med et personhøjt foto af en Apple iPhone og ordene:

”Det her er måske den bedste præference, vi kan få. Vi er rigtig mange, der hver dag overlader vores personlige data og præferencer til denne virksomhed. Er du helt tryg ved det? Jeg er ikke.”

Cloud-teknologi er meget mere end smart opbevaring og pakning af data. Det er også intelligent sortering og analyse af data.

Jonathan Cagle, Business Development IBM Hybrid Cloud, løfter lidt af sløret for det arbejde, der til daglig foregår hos IBM Research med kognitiv video analyse.

Det er f.eks. ansigtsgenkendelse, lingvistisk analyse, speech-to-text, og stemmeleje-analyse, der ikke blot kan opfange og oversætte menneskelige følelser, men også sociale normer og kulturelle og dialektiske sprogfacetter.

Hallo! Hørte jeg nogen sige ”tagging”?

Mange af disse teknikker anvendes allerede i et vist omfang i kendte IBM varemærker som Watson (speech-to-text og tagging), Aspera (dataoverførsel ved tophastighed uanset netværkskonditioner og med krypteret sikkerhed både i lagring og i selve overførslen) og Ustream (realtime videokommunikation over netværk).

Ustream har allerede sparet virksomheder som Pinterest, Airbnb og Salesforce for milliarder i rejseomkostninger og givet en virksomhed som Sony mulighed for at invitere alverdens tech-journalister til livestreamet pressekonference.

Jonathan Cagle begrunder, hvorfor han og IBM forventer langt mere entreprise video:

”Video er en halv gang mere effektiv end tekst/foto til at skaffe organiske rang-points hos Google. Brugerne er meget mere tilbøjelige til at dele video. Gæster bruger længere tid på sites med video. 65 procent ser mere end tre fjerdedele af en gennemsnitlig video. Live video anbefalinger virker stærkere og mere emotionelt end salgstekster.”

Video er ifølge Cagle mere potent end tekst på flere områder, hvor vi af ren og skær vane fortsætter med at vælge tekst, for eksempel FAQs, brugergrupper, SEO, social media marketing, service og support, awareness, engagement, conversion.

For Morten Frandsen, teknologichef hos TV2 News, er IBM-teknologien Watson stikordet til at tage over efter Jonathan Cagle:

”For tv-stationerne er der ikke så meget mere at udvide med forretningsmæssigt. Reklameomsætningen bliver ikke væsentligt større. Derfor er vi nødt til at optimere på produktionen, på platformene og på processerne.”

Morten Frandsen afspiller på lærredet bag sig traileren til spillefilmen Morgan:

”Sådan en trailer tager det normalt et spillefilmstudie fra ti til tredive dage at producere. IBM teknologien Watson og en supercomputer bruger én dag på at gennemanalysere hele filmen og vælge de bedste sekvenser ud.”

”Vi laver ikke trailers på TV2 News, men vi genkender mulighederne i teknologien, når vi ser dem.”

”Tænk lige over perspektivet i, at Lars Løkke er gæst i studiet, og man diskuterer en af hans udtalelser fra sidste år. En teknologi som Watson kan lynhurtigt finde det omdiskuterede klip frem til produceren. Eller tænk på behovet for factfinding i det nuværende anstrengte nyhedsklima i USA.”

Tilsvarende teknologi benyttes allerede til at begrænse de værste tilfælde af hadytringer i de store netmediers online debatter og til at tracke spillere i sportstransmissioner.

”Kunne man for eksempel forestille sig, at Watson læser tilrettelæggerens nyheds-synopsis og straks går i gang med at indsamle relevante billeder til indslaget,” tænker teknologichefen højt.

Teknikchefen må dog se i øjnene, at visse forudsætninger bare ikke er på plads:

”Jeg har det seneste halve år været rundt i alle produktionsselskaberne for at tale ny teknologi med dem. Ingen – eller næsten ingen - tagger deres produktioner. Så længe vi ikke har tags, har intelligente teknologier som Watson ikke meget at arbejde med. Og spørgsmålet er, om vi har tid og råd til at vente på, at teknologier som ansigtsgenkendelse, formgenkendelse, følelsesgenkendelse og stemmebiometri bliver modne.”

”Vi er en branche, som selv synes, at vi er enormt digitale. Virkeligheden er dog, at vi intet har gjort ved vores workflow de sidste 15 år.” 

IBM sælgere af den gamle garde ser det som deres fornemste opgave at opbygge en relation med kunden. Netop sådan en sælger er Jens Nüchel Petersen, IBM executive consultant. Og han får lov at runde seminaret af med disse velvalgte ord:

”Denne tradition, synes jeg, IBM bygger smukt videre på i dag med kundeworkshops, hvor kunder kan komme her i Holte og arbejde sammen med os om at udvikle og planlægge virksomhedens digitale transformation, udnyttelse af cloud-teknologi, it-strategi og planlægning, it-serviceledelse og datasikkerhed. Her kan vores kunder lægge alle data op på bordet og kigge på sig selv fra nye vinkler. Her kan de kapitalisere på IBM’s ekspertise. De kan gå hjem herfra med en anbefaling, en rapport, et projekt og en handleplan.”

 

Artiklen er fra Monitor Pro April 2017

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her