cineoptikker

Af JOS Svendsen, 3. april 2017

5 grunde til at bruge cineoptikker

Er man på jagt efter det filmiske look er det en god idé at bruge de rigtige redskaber. Et af disse redskaber er cineoptikker. Og der er flere gode grunde til at holde sig fra at bruge stilloptikker til video.

En af de vigtigste faktorer for god billedkvalitet er optikken foran sensoren. Men mange mener, at en optik er en optik. Der er enighed om, at de meget dyre optikker sikkert er bedre, og at det er helt fint at finde f.eks. en Contax optik på et loppemarked og blot bruge den med en konverter. Og så er der en myte om, at rigtige fotografer bruger manuel fokus. Det passer naturligvis fint med, at netop autofokus ofte er problematisk med adapterede stilloptikker til videobrug.

Men der er alternativer til denne tilgang – og tilmed alternativer med autofokus. Der kan endda være penge at spare ved at bruge dedikerede film/video-optikker. Traditionelt er professionelle film/video optikker totalt manuelle optikker med en PL-fatning. De er også store, tunge og hundedyre.

Det var en sensation, da priserne sneg sig under 100.000 for en cineoptik, men i dag er der et solidt udvalg af cineoptikker til omkring 30.000 for en fast brændvidde.

Sidst har Samyang lanceret sin Xeen-serie af cineoptikker i luftlaget omkring 10.000 kroner. Samyang tilbyder også en serie af stillbilledoptikker konverteret til cineoptikker. De er så prissat omkring 5.000 kroner.

Forskellen mellem en cineoptik og en optik beregnet til stillbilleder

Alle optikker består af et antal linser, hvor der er mulighed for at fokusere optikken ved at flytte linseelementer. Der er normalt også en blændemekanisme i optikken til regulere den mængde af lys, som rammer kameraets sensor.

Det er i teorien ret simpelt, men ret komplekst i virkeligheden. Dagens stilloptikker er fyldt med servomotorer, smart elektronik og computerkraft, som spiller sammen med kameraets computer.

Ideen er, at optik og kameraet kommunikerer sammen, sådan at kameraet kender den præcise brændvidde, afstand og blænde, som optikken er indstillet til.

Når kameraet kender disse oplysninger, kan det styre optikkens servomotorer og sætte den perfekte afstand og blænde. Dertil kan kameraets billedcomputer kompensere for fejl i optikken, som vignettering eller geometrifejl ud fra optikkens oplysninger.

Dagens stilloptikker er ofte ret dårlige ret optisk, men reddes af computerkompensering, sådan at billederne bliver fine alligevel. Denne teknik gør optikkerne mindre og billigere, idet optisk perfektion kræver komplekse og dermed store og dyre linsekonstruktioner. Men al denne teknologi er beregnet til at sikre, at optikken er korrekt indstillet og kompenseret, når man trykker på udløserknappen på et stillkamera.

Video er anderledes. Her foretager man glidende fokus- og blændeskift. Og man er interesseret i, at man kun ændrer én ting ad gangen. Når man ændrer afstand, er man ikke interesseret i, at optikken ændrer brændvidde. Det kaldes focus breathing og er ret normalt for stilloptikker. Det betyder intet til stills, men kan være ret synligt ved video. Lige focus breating er et af de punkter, hvor cineoptikker er specielt kompenseret - rent optisk.

En anden forskel findes ved zoomoptikker. Til videobrug er det nødvendigt, at man kan zoome ind, stille skarpt, zoome ud og holde skarpheden. At et zoomoptik kan holde samme afstandsskarphed i hele zoomområdet hedder, at den er parfokal. Stilloptikker behøver ikke at have denne egenskab, da stilloptikker stiller skarpt efter, at der er zoomet.

F-stop og T-stop angivelser

Endelig er der forskel på den måde, man måler still- og cineoptikkers lysstyrke på. Still-optikker bruger blændeangivelser, der er relative, mens videooptikker bruger absolutte angivelser. På engelsk hedder det for stilloptikker f-stop og angives med f:, som er en angivelse af største blændediameter i forhold til brændvidden. Altså en 50 mm optik med en blænde, der kan åbnes til en maksimal diameter på 25 mm har lysstyrke f-stop 50/25=2. En 35 mm optik med lysstyrke 2.0 har derfor en maksimal blænde åbning på 17,5 mm.

Det betyder, at en 35mm optik ikke slipper lige så meget lys igennem med samme blænde som en 50 mm.

I filmsammenhæng er det nødvendigt, at man kan skifte mellem eksempelvis en 35 mm og en 50 mm optik og være sikker på, at eksponeringen er den samme. Derfor bruger man T-stop på cineoptikker. T-stop er en angivelse af, hvor meget lys der rammer sensoren. T’et står for (light)Transmission. En 50 mm og en 35 mm optik, der er kalibreret med T-stops, kan indstilles på samme T-stop, og der vil lande samme mængde lys på sensoren. Derfor kan man bare skifte cineoptik og opnå samme eksponering, hvis optikken er stillet på samme T-stop.

Mens vi er ved blænden, har videooptikker trinløs blænde, så man kan tilpasse belysningen helt præcist. Stilloptikker kan ofte kun justeres i hele blændetal. Det kan der kompenseres ved at bruge auto-ISO følsomhedsjustering i videokameraet, hvis kameraet kan gøre dette. Nogle foretrækker at holde følsomheden fast, så der ikke introduceres billedstøj på uventede tidspunkter.

De fem gode årsager til at bruge cineoptikker

Optimal optisk kvalitet

Manuelle optikker giver meget for pengene. Her spares omkostningerne til servomotorer og computer. De penge kan puttes i optisk kvalitet. Zeiss har for eksempel fravalgt autofokus i nogle af deres high-end stillbilled optikker på grund af billedkvaliteten. Ved mekanisk fokus skal optikken ikke designes med optiske elementer, der er nemme at flytte med en servomotor. Man kan vælge den optisk bedste løsning.

Samyang 35 mm T:1,5 koster ca. en fjerdedel af et Canon 35mm f:1,4. Det gælder for de ombyggede stilloptikker, som Samyang tilbyder i den lave prisklasse. De dedikerede cineoptikker har samme pris eller er dyrere end tilsvarende stilloptikker. Der bliver simpelthen lavet færre af dem, og det driver prisen op.

Muligheden for at bruge optikker med høj lysfølsomhed betyder, at man får mindre dybdeskarphed og dermed lettere kan få isoleret motivet fra baggrunden. Ofte er selve blænden i en cineoptik også med ekstra blade for at få en lækker dybdeskarphed.

Fokusgangen

Stilloptikker er bygget til, at man stiller skarpt og tager billedet. Videooptikker er bygget til, at det skal være let at holde skarphed på et bevægeligt objekt. Derfor har videooptikker en fokusgang på op mod 300 grader. En stilloptik har typisk en servomotor til afstandsindstillingen, og normalt er fokusgangen ikke mere end 45 grader, sådan at motoren hurtigt kan ramme det rigtige fokus. Dertil kan der være en forsinkelse mellem at man drejer på fokusringen på en stilloptik, og til at afstanden justeres af motoren, der typisk ikke har variabel hastighed. Ofte er fokusringen smal på stilloptikker, mens den er stor bred og har gear til follow-fokus på cineoptikker, Alt dette gør, at det er svært til ret umuligt at foretage glidende fokus-overgange med en stilloptik.

Kalibrering

Videooptikker er kalibrerede på mange områder. Afstandsmarkeringer er præcise. Når der står 1,4 meter på en cineoptiks afstandsskala, så er det 1,4 meter. Hvis der overhovedet er en afstandsskala på en stilloptik, er den ofte lille og ikke specielt nøjagtig. Anvendelse af T-stop betyder, at blænderskalaen er præcist kalibreret. Det kan være praktisk ved objektivskift eller anvendelse af to kameraer, hvor man vil sikre ens eksponering.

Samme kontrast og farvegengivelse i en optikserie

Endelig er man interesseret i, at farvegengivelse og kontrast er ens ved skift af optik, sådan at ens farvestyring bliver nemmere. Stilloptikker er også designet med samme kontrast og farvegengivelse, men slet ikke i samme grad som cineoptikker. Her er de enkelte optikker i en serie næsten ens med hensyn til kontrast og farvegengivelse. Hele ideen er, at man kan skifte mellem f.eks. en 35mm og en 50mm, uden at det kan ses i forhold til kontrast og farvegengivelse. Det var essentielt i de gamle filmdage, nu er det bare smart. 

Design

Videoptikker er store og tunge. Og normalt har en serie af optikker samme størrelse og vægt. Det gør, at man kan skifte en optik, uden at ens stativ, rig eller mattebox (kompendium) skal justeres. Størrelsen giver naturligvis stabilitet og soliditet i den mekaniske konstruktion, men gør også, at der er god plads til follow-fokus med mere. Her er er der en anden ting. Den store diameter på en cineoptik bevirker, at det er nemt at se indstillingerne fra siden. En stillbilledoptik er beregnet til, at man kigger oppefra og ned, mens en cineoptik er beregnet til, at en fokusoperatør/kameraassistent står ved siden af kameraet og betjener optikken. Naturligvis kan man også betjene en cineoptik ene mand. Det er bare lidt mere besværligt.

Der er flere egenskaber, som gør cineoptikker specielle. En serie cineoptikker har ofte samme diameter, og de ændrer ikke længde ved fokusering eller zoom. Derved kan man have en matte-box med et filter og bare skifte optikker uden at skulle justere matte-boxen. Cineoptikker er beregnet til, at filtre sidder i matte-boxen, ikke på selve optikken, selv om mange cineoptikker har filtergevind. Glem alt om variable ND-filtre. Filtre med en diameter på eksempelvis 120 mm er ikke just almindelige eller til at betale.

Tidspunkter, hvor man ikke skal bruge cineoptikker 

Naturligvis er der tidspunkter, hvor man ikke skal bruge manuelle cineoptikker. De kræver, at man har god tid og har flair for manuelle indstillinger. Det betyder, at denne type optikker er decideret uegnet til alle former for ENG eller andre typer af hurtigløbende produktioner. Eller til minimalistiske produktioner, hvor udstyret skal være så let og småt som muligt. Her er man bedre tjent med de elekroniske zoomoptikker, som både Sony, Canon og Panasonic har på programmet. Dedikerede zoomoptikker, der kan kommunikere med kameraets computer er super praktiske, når tingene går stærkt. Og kvaliteten er udmærket for disse zoomoptikker. Og skulle kvaliteten ikke være helt i top, så opvejes det af bekvemmeligheden med autofokus og billedstabilisering.

Mens vi er her, er der hele snakken om objektivkonverter. De er naturligvis praktiske, men de introducerer en ekstra fatning i systemet. Først skal ens optik monteres på konverteren, som derefter påsættes kameraet. Så håber man, at alle ens fatninger er rimelig præcise, sådan at hele konstruktionen kan fokusere konsistent.

En anden ting er, at næsten ingen af kamerafabrikanterne tager hensyn til, at optikken skal kunne bruges med en konverter. Så virker sammensætningen af ens favoritoptik og en konverter ikke, er det bare synd. Derudover er der også soliditeten af kameraets fatning. Ældre micro 4/3-kameraer kan have besvær med at holde optikker på et kilo eller mere.

Konklusion

Kameraer og optikker er redskaber til at skabe det visuelle udtryk, som passer bedst til en given produktion. Siden cineoptikker er kommet ned i pris, er de kommet inden for rækkevidde for brugere, der ikke lige har et spillefilmsbudget. Derfor er de værd at tage med i betragtning, når der skal produceres dramaproduktioner - og så ser de altså også ret cool ud på et kamera.

 

Artiklen er fra Monitor Pro Marts 2017

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her