Nyheder

KalleHvidtNielsen m dfine

DPA Microphones investerer i stærkt distributionsnetværk

DPA Microphones styrker distributionsnetværket gennem købet af den britiske distributør af professionelle audioløsninger, Sound Network, og etablering af en dedikeret salgsorganisation i Tyskland i samarbejde med DPA’s nuværende distributør, Mega Audio.

DPA’s strategiske investeringer i disse afgørende markeder skal sikre en højere grad af nærhed til forhandlere og kunder med henblik på at løfte salget af danskproducerede kvalitetsmikrofoner til det professionelle segment, hvor DPA’s brand og produkter har været forbundet med kompromisløs kvalitet i de seneste 25 år.

”Efter en god forretningsmæssig og organisatorisk udvikling i DPA i de senere år tager vi nu det næste større strategiske skridt og etablerer egne salgsorganisationer på de vigtige britiske og tyske markeder. Det skal bidrage til at accelerere væksten i de kommende år, hvor vi vil trække på vores positive erfaringer fra den succesfulde etablering af egen salgsorganisation i Nordamerika,” siger Kalle Hvidt Nielsen, CEO i DPA.

DPA investerer løbende i produktudvikling af professionelle mikrofoner og tilbehør af den højeste kvalitet, som sætter nye standarder for lyd og kvalitet på tværs af underholdnings-, nyheds- og musikindustrierne. På den baggrund har virksomheden øget omsætningen med 52% og driftsresultatet med 85% de seneste tre regnskabsår. Derudover er DPA’s ledelse og organisation blevet styrket, ligesom produktionen i Asnæs er blevet optimeret. Udvidelsen i Storbritannien og Tyskland skal udnytte den stærke platform og løfte DPA’s brand, kundeservice og salg til næste niveau.

“Med vores indgående kendskab til de britiske og tyske markeder og mangeårige relationer til de yderst kompetente medarbejdere i Sound Network og fra Mega Audio er vi helt sikre på, at denne strategiske investering vil give os den nødvendige salgsmæssige styrke til at accelerere væksten og skabe et større og stærkere DPA med endnu tættere forbindelse til forhandlere og kunder. Den nuværende organisering har skabt gode resultater i begge markeder gennem årene, men nu er vi klar til at investere i at øge væksten”, siger Kalle Hvidt Nielsen.

DPA’s overtagelse af britiske Sound Network gennemføres 1. december 2017 som et generationsskifte efter mere end 20 års samarbejde. Det nuværende partnerskab med tyske Mega Audio afløses af etableringen af en dedikeret salgsorganisation, hvor nøglemedarbejdere fra Mega Audio vil blive tilbudt ansættelse fra 1. marts 2018.