Nyheder

pixeltv

10 år med pixel.tv

I 2007, året hvor den første iPhone ramte markedet, startede Pixeltv som Danmarks første online tv-station og web-tv station. Datoen var 20 november. Lige siden har omdrejningspunktet været gaming og alt, hvad der rører sig i spiluniverset. De senere år er film, tv-serier og hardware blevet føjet til det faste repertoire.
I forbindelse med 10 års jubilæet har pixel.tv offentliggjort et par store nyheder. Waoo gør Pixel.tv til en Flow Tv-kanal, og pixel.tv. vil være partner med Comic Con, når arrangementet rammer København i 2018. Der vil blive offentliggjort flere nye tiltag og aftaler i løbet af de kommende uger, fortæller Thomas Bense, stifter og ejer af Pixel.tv.
Thomas har mange års erfaring i den danske tv-branche fra sin tid som tilrettelægger, redaktør og idéudvikler på flere af landets tv-stationer. At starte Pixel.tv skulle dog vise sig at blive noget af en udfordring.

Thomas fortæller: ”Da jeg fik muligheden for at starte som selvstændig gjorde jeg det, selvom familie, venner og folk omkring mig fortalte mig, at det ikke ville holde mere end et år, og at jeg jo havde et godt job hos MTG, jeg skulle holde fast i. Jeg ville bare gerne lave indhold om spil.”
Omgangskredsen tog fejl. I dag er Pixel.tv det mest udbredte spilmedie i Danmark, og kanalen har foruden sin primære webside også en enorm tilstedeværelse på den fremadstormende streamingplatform Twitch.tv, hvor Pixel.tv's kanal har ca. 2,5 millioner visninger.

Pixel.tv består i dag, foruden Thomas Bense, af et hold på mere end 20 personer. Hver med unikke ekspertiser, interesser og erfaring.