DPA 6060 blue shirt w clip

Af Jens Walther, 9. april 2019

Vi har set nærmere på subminiature mikrofonerne 6060 og 6066 fra DPA

DPA’s små miniaturemikrofoner i d:screet serien har længe været standarden i broadcast, i TV-studierne, på filmsettet, på teatre og som vanlig headsetmikrofon. En eksport succes over hele verden. Deres 4060-serie fik for halvandet år siden en opdatering med ny Core teknologi i den indre forforstærker, men DPA har længe arbejdet på at lave en mikrofon, som var endnu mindre. Flere af deres konkurrenter har haft en formfaktor, som enten var lidt mindre eller som i sin form var lettere at skjule. De er nu sat til dørs med DPA’s nye 6060-serie.

Den nye 6060 mikrofon er ca. halv så stor som den gamle, omkring 3 mm. Men selve formen er også ændret radikalt. 4060 mikrofonen havde en firkantet membran, som sad bag gitteret på det runde hoved. Den nye mikrofon har en rund membran, som betyder, at mikrofonen nu kun er en anelse tykkere end selve ledningen til mikrofonen. 6060 mikrofonen er derfor aflang cylinderformet og ikke så buttet som 4060-serien. 

Beskyttelseshætten på mikrofonen kan tages af, og under denne viser der sig en akustisk skakt med et lille hul ned til den runde membran. Beskyttelseshætten har også et lille designmæssigt kneb, fordi den har samme karakteristiske udskæring som DPA’s ikoniske 4000-serie, som jo ellers er i en helt anden størrelse. Som vanligt laves mikrofonen i en almindelig og en dæmpet udgave (-10dB), hvor den sidste kan modtage højere lydtryk, men selvfølgelig også kræver højere gain på forforstærkeren. Mikrofonen findes i to farver; sort og hudfarvet.

Hvordan der er plads til både membran og Core forforstærker teknologi i det lille hoved er en gåde, men det kan altså lade sig gøre. Fysikken taler jo for, at jo mindre membran, jo lavere output og jo mere egenstøj fra mikrofonen. Men sammenlignet med Core 4060 er det ikke tilfældet. Den nye 6060 kræver samme gain og har samme støjtal som de klassiske 5 mm udgaver. 

Den slanke ledning er lavet med Kevlar teknologi og er robust trods sin lidenhed. Mikrofonen leveres med en 1,8 m fastmonteret ledning, som selvfølgelig kan forlænges. I enden af ledningen er det velkendte Microdot stik, hvorpå der kan sættes trådløse beltpacks, XLR stik eller adaptere med andre stiktyper.

Headset 6066

Headset udgaven af den nye subminiature mikrofon hedder 6066 og er helt den samme mikrofon, blot monteret på en hovedbøjle. Hovedbøjlen er nyudviklet, selv om den minder om DPA’s tidligere bøjler. På de tidligere headset kunne bøjlen være svær at montere selv, men den nye bøjle er lettere at betjene og indstille. Samtidig klemmer den ikke så meget om ørene som de tidligere bøjler, så når 6066 headsettet sidder på hovedet, kan man næsten ikke mærke, at man har den på. 

Vigtigt er det dog at indse, at man ikke kan indstille den, mens den sidder på hovedet. Så den gode teknik er at tage den på og registrere, hvad der skal ændres for den korrekte og behagelige placering. Hovedbredden indstilles let ind og ud ved at hive i det ”glidehængsel”, som sidder bagpå bøjlen. På samme måde kan mikrofonarmen også flyttes frem og tilbage til den optimale position. Bøjlerne omkring ørene er gummiovertrukne og så fleksible, at de vil forme sig efter øret. De kan bukkes i en anden form, såfremt det er nødvendigt. Mikrofonarmen kan også flyttes fra højre til venstre side, og selve røret er ovalt, så det altid vil få den korrekte bue ind mod hovedet. Headset mikrofonen leveres i et gedigent hylster med lynlås, hvor der også er blevet plads til et lille spejl, som kan bruges, når mikrofonen skal placeres korrekt tæt på mundvigen (og håret sættes).

Same same but different

DPA 4060 har været en stor succes, så for DPA er det selvfølgelig vigtigt at nyudvikle og samtidig også levere den kvalitet og den lyd, som brugere af DPA’s miniature mikrofoner er vant til. DPA 4060 og 6060 er absolut i samme ”lydfamilie”, men ens, det lyder de ikke. Deres frekvensgraf ser ikke meget forskellig ud, men det skal man nu ikke lægge så meget i; derimod skal man i stedet lytte godt og grundigt. Mikrofonerne blev under testen væsentligt lyttet til tale, selv om der også blev sunget og spillet instrumenter med de nye små. 

6060 mikrofonen blev testet direkte foran munden i en afstand af ca. 20 cm. Det er absolut ikke den virkelighed, som mikrofonerne bliver udsat for i dagligdagen. Her vil de enten bæres som lavalier på brystet, skjult i tøj eller i hårgrænsen eller sat fast på kinden. Alle disse placeringer er nødvendige, men ikke optimale betingelser for mikrofonerne, så derfor lyttede vi som ovenfor beskrevet. 6060 mikrofonen er en klar og tydelig og samtidig en naturligt lydende mikrofon. Lyd og stemme er meget genkendelig, og man har ikke indtryk af resonanser eller dyk i frekvensspekteret. Meget forventeligt af en mikrofon med kuglekarakteristik og i DPA’s kendte kvalitet. Diskanten er hævet som på de fleste mikrofoner; diskantløftet er dog holdt væk fra det sibilante og lagt højere i et frekvensområde med det kraftigste løft omkring 12 KHz, men i en blød kurve op fra ca. 8 KHz. Headset mikrofonen bæres jo tæt på munden, og i denne position var der stort set ikke forskel fra optagelser, som blev lavet foran munden. Der blev selvfølgelig også lyttet på mikrofonen i de ”normale” lavalier og hårgrænse placeringer, og det gav de umiddelbare og velkendte problemer, der er ved at bære mikrofonen sådan. Problemer, som ikke er relateret til mikrofonen, men til positionen; eksempelvis et løft af mellemtone i lavalier bryst position.

Sammenlignet med den ”gamle” 4060 er det tydeligt, at diskantløftet er i højere frekvens og med et lidt kraftigere løft. 6060 virker også lidt slankere i bunden, men det fornemmes som en fordel for den samlede talelyd. Den dynamiske formåen er blevet bedre, måske både et udtryk for den mindre membran og den forbedrede Core forforstærker teknologi. Den slankere lyd er kun en lille nuance, diskant forskellen er mere udtalt. Hvis mikrofonen bruges med instrumenter, så kunne man godt mangle lidt varme i den lave mellemtone - samtidig er det, som tidligere nævnt, en fordel for taletydeligheden.  

Mini, mini

Når man står med den nye DPA 6060 mikrofon i hånden, så undres man over, at der er plads til det hele. I en cylinder, der er ca. 10 mm lang og med en diameter på 3 mm er der lagt akustisk skakt, membran, backplate og forforstærker elektronik. Det er en bedrift i sig selv, og når mikrofonen så tilmed lyder eksemplarisk, så må man løfte på hatten. DPA har så afgjort lavet en ny succes!!

DPA Microphones’ d:fine™ CORE 6066 har netop modtaget en Red Dot Award i kategorien 'Produkt Design 2019.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - April 2019

ProAV Digital

ProAV4 19 ForsideWWW

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Kunstig intelligens
  • Test QSC højttalere
  • Gode råd om storage
  • PLS 2019
  • Få bedre lyd på dine optagelser

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her