Artikler

SeventhHeaven Adv Functions

Den gode kopi??

Normalt er en kopi ikke det mest positive begreb, men der kan være sjældne tilfælde, hvor en kopi alligevel kan retfærdigøres. I audio plug-in verdenen er kopi et meget almindeligt begreb. Måske op til 50 procent af de plug-ins, som er på markedet, er en kopi af en hardware enhed. Og det gælder også Liquidsonics Seventh Heaven plug-in. Denne plug-in er en convoluting rumklang, men kun med rumklangssamplinger af en meget feteret hardware rumklang, Bricasti M7.

Rent faktisk var Monitor Pro det første magasin i verden, der for en del år siden lavede en test af Bricasti M7; siden hen er M7 blevet en klassiker, som af mange regnes for den bedste rumklang på markedet. Og siden convoluting rumklangen kom på markedet i plug-in form, så har der cirkuleret masser af samplinger af netop denne rumklang på nettet. Bl.a. Reveberate fra netop Liquidsonics har været en god plug-in til at afvikle M7 samplinger. Men udviklerne hos Liquidsonics har været klar over, at det kunne gøres bedre med ny teknik og nye højkvalitets samplinger. Og det er netop sket med Seventh Heaven, som kom på markedet her før sommeren. 

Professional og….

Seventh Heaven findes i to udgaver. En professional udgave, hvor alle mulighederne er åbne, og hvor der er flere parametre at ændre på. Og en preset udgave, hvor lydkvaliteten er den samme, men hvor mulighederne stort set kun er at skifte preset og nogle få, udvalgte parametre. Preset udgaven er selvfølgelig væsentlig billigere end Professional, men denne test ser vi på den store, forkromede udgave, Seventh Heaven Professional.

Convoluting rumklang

Kort og kontant findes der to forskellige slags softwarebaserede rumklangstyper. Algoritme baseret er en klang, der er designet via DSP processering, og som typisk kan modificeres væsentligt. Convoluting klang er ofte baseret på samplinger af naturlig rumklang, så man får en kopi af et rum, en koncertsal eller en arena, som man ønsker. Men convoluting kan også, som i dette tilfælde, bruges til at gengive klang lavet af en hardware rumklang. Mange convoluting rumklange giver mulighed for selv at lave samplinger af en ønsket rumklang, men det er ikke tilfælde her hos Liquidsonics. Til gengæld prøver udviklerne hos Liquidsonics at omgå to ulemper, som der typisk er ved convoluting rumklang. Rumklangskvaliteten bliver ofte degenereret, når man på en convoluting klang ændrer på rumklangstiden, ændrer den væk fra den oprindelige sampling. Det har Liquidsonics omgået ved at lave rigtig mange samplinger af forskellig længde af rumklange på Bricasti, og disse samplinger morpher man imellem, når man ændrer rumklangstiden på Seventh Heaven. Den anden ulempe ved convoluting rumklang er muligheden for at ændre gennemgribende ved klangen ved at dreje på parametrene. Også her er Liquidsonics lykkedes; man arbejder stort set med dette plug-in, som var det en algoritmebaseret rumklang.

Brugerflade

Liquidsonics har lagt sig i selen for at lave en så overskuelig og brugervenlig GUI som muligt. Og det er lykkedes ret godt. Der kan vælges mellem 256 presets, alle taget fra Bricasti. Her vælges ligesom på Bricasti først en kategori (Hall, Chamber, Room, Nonlin….) og derefter et preset inden for denne kategori. Der er selvfølgelig de oplagte parametre som decay, predelay og mix, men hvis der trykkes på pilen nederst i plug’et, så kommer der en større afdeling af parametre frem, hvor der bl.a. kan styres early reflections, roll off, og decaytider for bas og diskant delen af rumklangen. Og den specielle LFR, som bestemmer lydstyrken af den dybeste del af klangen under 200 Hz. På andre klange har man sjældent brug for noget helt der nede, men her gør den del af rumklangen en stor forskel på oplevelsen og kvaliteten af klangen. Under de mere avancerede parametre er der også en post equalizer med 5 bånd. 

95 procent

Undertegnede har selv den ægte vare, Bricasti M7, siddende i racket, så det er let at A/B lytte forskelle mellem de to. Kan man overhovedet sammenligne en hardware rumklang, som koster over 25.ooo og en plug-in, som koster 1800 kroner. Ja, det kan man godt, og Bricasti vinder (heldigvis). Men Seventh Heaven Professional følger godt med, langt bedre end tidligere samplinger af M7. Her er noget af den samme dybde, bredde og frem for alt integration med mixet, som kendetegner M7. Vi er der 95%, og så langt, at rigtig mange vil få stor glæde af Seventh Heaven, som må betegnes som en af, måske den bedste og mest anvendelige plug-in rumklang på markedet lige nu. Ligesom de fleste plug-ins kan den testes i en 14-dages prøveperiode, men pas på. Prøves den af, så bliver man dedikeret; og det koster. 

 

Artiklen er fra Monitor Pro - Oktober 2017